Lægetid

“Har du haft tanker om alkolhol?” Det spurgte min tidligere psykolog mig om mod enden af vores telefonsamtale i sidste uge. Det havde jeg ikke, fortalte jeg hende. Og det har jeg ikke. Bortset fra den ene tanke, da poppede op foran Ale no 20 i Netto den dag, jeg fik afslag fra Gyldendal. Det fortalte jeg hende også. Men jeg er stresset. Og jeg er begyndt at have nogle af de tanker, jeg kender fra min depression i 2011. Og jeg prøver at gøre noget ved det. Der er ting, jeg kan gøre i opløbet. Skrue ned for forventingerne til mig selv, gå ture og lave yoga, finde de rimelige perspektiver frem, bakke mig selv op og huske på de ting, der lykkes i stedet for dem, der ikke gør. Men det er som om, det bare preller af på min tankegang. Det plejer at være nemmere for mig at vende mig mod det gode. Det er som om, at jobmarkedet også er lidt ligeglad med, at jeg er konstruktiv, og jeg har efterhånden mistet overblikket over at se et arbejdsliv for mig, som jeg selv skaber. Det er i det hele taget som om, der stadig er noget, jeg bare ikke helt har regnet ud for at være okay med, at jeg er mig. Der er ikke noget nyt i noget af det her for mig, men jeg troede, jeg var længere med det. Det gjorde jeg. Det er der ikke noget at gøre ved. Det er, som det er. Jeg ved det, jeg ved det. Så: lægetid til mig i næste uge. Ikk’osse. Livet skal være dejligt. Det meste af tiden i hvert fald.

Fake

Jeg kommer nogle gange til at forveksle, den jeg er med det, jeg laver. Kender I det? Jeg ville ønske, jeg var sådan en benhård type, som vidste jeg var god nok som menneske uanset, hvordan pokker så mit arbejdsliv faldt på plads, om ham fyren skriver, eller hvad folk mener om mit Instagram-projekt (ej, det skriver jeg bare ikke). Det har hjulpet at fake det, indtil jeg bedre kan make det, og nogle års følelsesmæssig træning har også, men jeg er så absolut ikke helt i hus omkring det.
Da Gyldendal sagde nej tak til mit manuskript for nogle dage siden, vidste jeg ikke, hvor påvirket, jeg var af det, indtil jeg gik i Netto senere på dagen. Jeg synes jo, jeg tillod mig selv at være flyvende ærgelig over det, og samtidig også læse de linjer i mailen, hvor hun trak alt det gode og vigtige i manuskript frem. Jeg forsøgte også at være rimelig og opbakkende over for mig selv og vidste, at jeg var gået i dømme-modus omkring mit eget værd og min fremtid.
Og alligevel tog jeg mig selv i at gøre noget i Netto, som jeg ikke har gjort i i hvert fald halvandet år. Et lille bitte øjeblik, et sekunds tid, hang mine øjne på en halv liters Ale no 20, den der gode mørke øl, som jeg ikke har drukket af siden august 2016. Og det lyder måske ikke af noget særligt. Men når jeg tænker på, at jeg længe, længe ikke har skænket det en tanke, hvor alkoholen står i min lokale Netto (faktisk byggede de engang om, og jeg bemærkede først uger senere, at det betød rødvinen stod et nyt sted, og den uopmærksomhed på alkoholiske drikke har jeg taget som et sundshedstegn lige siden), så betyder det pludselig noget, at jeg stod og kiggede på den øl.
Problemet var ikke, at Gyldendal takkede nej til at udgive bogen. Problemet var alle de tanker, det førte med sig, og som jeg ikke kunne få tøjlet. Hvis de sagde nej, ville andre redaktører måske tage samme beslutning. Måske betød det, at jeg i virkeligheden ikke kan fortælle det, jeg gerne vil. Måske kan jeg slet ikke skrive. Og hvis det er rigtigt, vil alle snart vide, at jeg er en fake, der faker alt i mit liv, og de vil ikke kunne stole på, at jeg kan det, jeg siger, jeg kan. Og så bliver jeg nødt til at lukke min virksomhed, o
g så er jeg pludselig ikke noget værd for andre, de kan jo ikke bruge mig til noget længere, jeg kan ikke bidrage med ting eller klare mig selv længere og mit liv er kaput og jeg er en fiasko.
Når game over-tankerne driver mig så langt ud i tankerækken som det her, og det samtidig føles sandt, kan jeg næsten ikke være i det. Men jeg har bestemt mig for, at jeg VIL kunne være i, at et forlag takker nej. Jeg VIL kunne tackle en afvisning (jeg nægter altså at kalde det et-eller-andet tvungent positivt), og jeg vil også kunne sige til mig selv, at selv hvis alt det sker, er jeg stadig god nok som menneske. Arbejde er noget, jeg gør, og jeg er god nok u-af-hæng-igt (for helvede, kom nu) af mit arbejdsliv. Og den sidste del der, – der bliver det virkelig tricky, men de små smagsprøver jeg har fået, når jeg kan holde fast i det, betyder, at jeg kan fornemme, at en dag bliver det rigtigt dejligt at være mig.
Så jeg gik forbi Ale no 20 og fortsatte min dag. Fordi fack alkohol.

Kjolen

Jeg læste i dag på Instagram, at tynde mennesker ikke burde lægge deres dobbelthager op, fordi det skulle ødelægge kropspositivismen. Hvilket gjorde mig superærgelig, fordi jeg tit falder ind under den kategori (tynd eller slank), underforstået at jeg ikke har ret til at have det svært med min krop. Men det har jeg, mindre nu end engang, hvor jeg vejede omkring 20 kilo mere, end jeg gør i dag.
Jeg har stadig svært ved at være tilpas med, at min numse fylder mindre end min mave, når jeg stiller mig med siden til. Eller altså, det er den position, jeg får øje på det i spejlet, ikkeosse. Jeg ville ønske, jeg havde en numse som min søster (ej, I skulle se den, den er SÅ flot pg tilpas større end min). Men det får jeg aldrig. Sådan bliver det bare ikke. Jeg arbejder på at acceptere det, for Guds skyld. Og alligevel kommer jeg hele tiden til at tænke, at min form ikke er feminin nok til at have kjole på. Og derfor har jeg ikke haft den her stramtsiddende sag på, siden jeg købte den for et halvt år siden. Alene fordi at den strammer til om min numse og får mig til at føle mig mindre feminin, end hvis jeg har noget på som fylder bag til. Og det er jo synd! Den er jo skidefin. Men jeg skulle gudhjælpemig klippe prismærket af lige før og puste lidt støv af den.
Så skud ud til Katrine Gisiger for at ikke at sortere i kroppe og for at give mig lyst til at trække i den her kjole. Det er hermed besluttet, at jeg tager den på, når hun en dag inviteret til bogfest. Nu kan jeg ikke tage det tilbage, men det vil jeg heller ikke. Jeg er træt af at være så skideopmærksom på min lille numse. Det skal stoppe. Den er god nok, som den er. Blev der sagt, Rikke.

Reaktionen

Da jeg var i gang med at skrive udkastet til en bog om, hvordan jeg blev afhængig af alkohol, og hvorfor jeg besluttede mig for at stoppe med at drikke, meldte jeg mig ind i en skrivegruppe for nye forfattere hos @skrivevaerkstedet. Jeg kendte ikke nogle af de andre, da vi mødte hinanden første gang. Det var på café Din Nye Ven i indre by en mandag aften, så vidt jeg husker. Vi sad seks mennesker omkring et bord og tog tur om at præsentere os selv og det bogprojekt, vi skrev på. På det tidspunkt havde jeg været ædru i et halvt år, og selv om jeg var fast besluttet på at skrive min fortælling hudløst ærligt med henblik på at udgive den for at enhver en dag skal kunne læse med, blev jeg stadig nervøs, når jeg skulle fortælle, hvad min bog handlede om. Jeg har faktisk endnu ikke fundet en standard måde at fortælle det på, som er løsrevet for bekymringen om, hvad folk vil tænke om mig, eller frygten for, at jeg deler for meget og pludselig bliver vildt upassende. Den aften var mit instinkt at jappe igennem fakta hurtigst muligt ud fra devisen om, at jo mindre tid jeg opholdte mig ved det, jo mindre tid fastholdt jeg dem i unødvendig lidelse. Det blev alt sammen meget hektisk. Der opstod en kæmpestor stilhed bagefter, fordi jeg vist heller ikke havde gjort det klart, at jeg var færdig med at snakke.
Jeg kommer stadig i tvivl og bliver bange for folks reaktion, når jeg fortæller, hvorfor jeg ikke drikker. Men jeg er dog, trods alt, lidt mere komfortabel med at tale om det i dag. Det føles efterhånden ret ufarligt og nogle gange næsten naturligt. Og det skyldes ikke kun, at jeg selv er blevet mere afklaret omkring det, men at fremmede mennesker (som Martin var for mig dengang) har taget så pænt imod det. Vi mødtes ikke mere end en enkelt gang i skrivegruppen, før planlægningen omkring at samles seks mennesker gik i opløsning af sig selv. Men Martin og jeg har holdt ved, og vi ses for at skrive sammen. Han er journalist, forfatter, parterapeut og cool as ICE. O
g det, at jeg føler, jeg ligeså godt kan snakke med ham om alkohol som alt muligt andet, gør at jeg nærmest aldrig har brug for det. Han ved det hele. Der er ikke noget, jeg kan komme til at afsløre. BAYM! Jeg er stadig nogle gange helt på røven over, hvor pænt folk tager imod det. Tak til jer. 🙌🏻

Kreativitet

Jeg har stadig ikke regnet ud, hvad der skal til, for at jeg finder ind til den gode skriveproces. Hver gang det sker, føles det som et mirakel, der indtræffer uden for min kontrol og helt uafhængigt af alle mine anstrengelser for at skabe de rette betingelser for at skrive. Og hver gang det sker, prøver jeg alligevel at regne ud, om det skyldtes yoga’en, rigelige mængder vand, fraværet af bekymringer for min fremtid (og de dertil hørende tjekken mails eller sætten nye projekter i gang), eller om det kunne være det der med ikke at have en bagkant eller en deadline på noget, jeg skal senere på dagen, eller den rigtige elektroniske spilleliste (Heartbeats virker til for det mest at ramme plet ind i min hjernes fokus-center) eller om det vitterligt bare er ren og skær tilfældighed, at jeg skriver bedre nogle dage end andre. Jeg hælder mest til det sidste, så bagefter prøver jeg at lade være med at bruge for meget energi på at være så kontrolleret omkring det. Men det lykkes ikke altid at slappe trangen til at være min egen kemiker i det lille laboratorium, der er min skriveproces. Jeg vil så gerne være effektiv på den der skarpe, kreative facon. Så nu har jeg taget et billede af det her øjeblik for at glæde mig over, at skriveriet freakin’ flyder ud af mig i dag. Tak til, hvadend der har sørget for det.

Dyner

Jeg savner at drikke mig fuld. Ikke så meget, at jeg ikke kan være i min krop på grund af det. Bare så at jeg engang i mellem får et sug i maven af savn over noget, der var rart. Nej, noget af det var rart. En lille bitte del af det var rart. Den del, der foregik lige omkring det første glas og imens rusen var på vej op. Jeg savner den der rutsjebane-følelse, der føles som en blanding af adrenalin, forventning om noget godt og den solide tiltro til, at jeg naturligvis var det vildeste pis. Jeg savner selvtilliden, der fulgte med. Fyrene. Ligegyldigheden over for, hvad andre tænkte om mig. At kunne lade mine bekymringer være, og bare.. Hænge løs, ryste skuldrene på plads og mærke den der summen bagerst i nakken. Kun at være krop for et øjeblik. Og gøre hvad der passede mig, når det passede mig. Men sådan bliver det ikke, og heldigvis for det. Det her er en skævvredet romantisering af mig og alkohol sammen.
Så derfor havde jeg tænkt, at jeg ville finde andre måder at slå mig løs på. Være lidt løs på tråden. Være åbenmundet, modig og alt det, jeg syntes alkoholen hjalp på. Og derfor sagde jeg ja, da der var en fyr, der inviterede sig selv hjem til mig sent i går aftes. I morges kom jeg til at tænke på det her, fordi han undskyldte for at have været fuld, og jeg sagde, at jeg savnede at være det. Og at jeg ville holde fast i at gøre de ting, jeg ellers ville ha’ gjort, hvis jeg havde været fuld. I hvert fald nogle af tingene. Og så længe jeg føler, det mangler i mit liv. “Jeg burde skrive skrive en liste over, hvordan jeg kan blive mere rebelsk.” Jeg hørte ikke selv, hvad jeg sagde. Så han grinte og sagde, “punkt 1. Blive mere frigjort og mindre struktureret. Punkt 2…”. Og så grinte jeg endnu højere. Og fuck det. Jeg kan åbenbart bedst finde ud af at rebelle på en meget struktureret måde. Sådan er jeg måske bare. Og i det mindste; for et øjeblik lå der en sød og sjov mand i min seng. Og det føltes fucking godt, at livet ikke skal være kedeligt, fordi jeg ikke drikker længere. Det er jo det, jeg i virkeligheden er bange for. Hav en god lørdag.

Kampdag

En eller anden dag skriver jeg mere om mit forhold til Amy Winehouse, men i dag i FRIKTION har jeg skrevet en klumme om at være kvinde med et problem, der for det meste forstås som en typisk mandeting. Og jeg har paradoksalt nok skrevet mere om Jan Grarup end om Amy Winehouse, men det er der en pointe med. Link i bio. GLÆDELIG KVINDERNES KAMPDAG

Skønlitteratur

Jeg kan ikke koncentrere mig om at læse bog, og jeg er begyndt at synes, at det behøves jeg heller ikke. Logik for børnehaveklassebørn, måske. Men ikke for mig. Alt for mange år er gået med at tro, jeg skulle præstere en masse ting for at fortjene andre ting. En af de ting var at læse mange bøger, noget jeg altid har elsket at gøre, men som på et tidspunkt gled over i et præstationsræs, jeg godt nok kun selv fulgte med i, men glæden sivede ud af det. Det betyder, at i dag skal jeg virkelig være forsigtig med ikke at presse mig selv til at læse, sådan at jeg kan passe på min læselyst, og lige nu kan jeg ikke koncentrere mig om det. Så skal jeg ikke tvinge mig selv til at “slappe af og være offline med at læse bog.” Jeg har beskæftiget mine tanker med en anden bog hele dagen, og jeg gider ikke mere nu. Jeg tænker, det må være sundt for mig at slække på krav til mig selv, men det føles provokerende på mig at lade bogen ligge. Som om, jeg går imod noget jeg skal, for at være mig. Det er først nu, efter jeg skrev den sidste linje, jeg virkelig kan mærke, det er rigtigt ikke at læse. For faktisk skal jeg ikke en skid for at være mig. Ingenting. Jeg er bare mig. Og det ved jeg jo godt, men jeg glemmer det hver dag. Næsten hver dag. At det er nok. At jeg ikke skal ting.
Så nu er jeg også begyndt at tænke, at jeg heller ikke behøves hele-pisse tiden at være afklaret med aldrig at drikke alkohol. I morgen tager jeg på date. Det er lørdag aften på en jazz bar, og jeg skal ikke drikke alkohol. Det behøves jeg ikke være afklaret med. For i virkeligheden ærger det mig lidt. Og lige nu jeg er lidt ligeglad med, at det er det bedste for mig på den lange bane. For det var fanemig hyggeligt, dengang jeg stadig kunne drikke rødvin og lytte til jazz og være på date. Altså før, det gik helt i ged. Det bliver stadig hyggeligt i morgen. Jeg glæder mig. Og det kommer ikke til at tage noget fra date-oplevelsen, at jeg er ædru. Tværtimod, den bliver bedre af det. Men jeg behøves ikke altid have armene over hovedet over det. Så, det.

Bøgerne

Nå, men. Et halvt år efter, jeg var stoppet med at drikke – sommeren 2016, – besluttede jeg mig for at jeg skrive en bog om det. Jeg har altid følt mig allergisk over for ting, der ikke bliver sagt, ting, der bliver skubbet ind under gulvtæpper, og til sidst var det det eneste, jeg selv gjorde. Til gengæld blev jeg rask af på et tidspunkt begynde at gøre det modsatte, og jeg ville ønske, der havde været en pige (som jeg var dengang), der havde talt højt om det før mig. For at kunne følge hende. Eller for at kunne spejle mig i hende. Det der. Og så tænkte jeg en dag (okay, groft sagt, jeg havde galopperende angst ved tanken i starten), at hvis man vil have noget gjort eller lavet om, er det nemmest at gøre det selv. Så jeg læste Steven King’s On Writing og skrev om de fem år af mit liv, hvor jeg begyndte at drikke alene på mit værelse og indtil den dag, jeg blev ædru. En perlerække af mine værste branderter, om man vil. Med en klar morale, jeg er ikke Bukowski, hverken i liv eller talent. Så når jeg snakker om “min bog”, er det et færdigt manuskript i kladdeform, men det er heller ikke mere end det. Der er ikke et forlag, der har sagt ja til den (endnu). Men to redaktører for to forskellige forlag har sagt, de ville læse den og vende tilbage. Den ene fik manuskriptet i august og har flere gange udsat med beskeden om, at hun stadig gerne vil læse den og glæder sig til det (good Lord). Den anden har haft det siden november, og han burde have vendt tilbage senest i mandags. Så burde det være clearet. Bogen, jeg skriver for Katrine er Katrines og kun hendes og et helt andet projekt.

Bodum-koppen

Engang havde jeg en Bodum to go-kaffekop, som jeg fyldte med rødvin eller sprut og slæbte med mig alle steder. Jeg har altid været, og er til dels stadig, ret optaget af, hvordan jeg tager mig ud i andres øjne. Så når jeg havde en aftale, der havde for store konsekvenser at aflyse eller når der var noget, jeg gerne ville men måtte drikke for at klare mig igennem, som redaktionsmøder og dates, tog jeg rødvins-Bodum’en med mig.
I dag havde jeg en dag, som jeg dårlig vidste, hvordan jeg skulle komme igennem, fordi jeg haglede kritik ned over mig selv, fordi jeg var tilbage efter at have holdt fri fra bogskrivningen og i mellemtiden åbenbart var blevet overbevist om, at jeg havde tabt alle mine talenter på en skiløjpe i Norge. Jeg udrettede mindre end ingenting og skældte mig selv ud for det også. Indtil jeg skulle ud af døren sidst på eftermiddagen, og jeg købte den her kop kaffe på vej til et foredrag, som Katrine Gisiger skulle holde. I metroen på vej til Islands Brygge tænkte jeg på min gamle Bodum og mine dårlige vaner, og at jeg har lagt dem fra mig. Og så blev jeg glad. Og så blev jeg endnu mere glad fordi, jeg skriver en bog for en kvinde, som er det vildeste pis. Som rækker langefingre til skyld og skam og mindreværdskomplekser. Mine ord, ikke hendes. Og som 100p ville bakke mig at i stedet for at skælde mig selv mere ud, skulle jeg tage at bruge energien på at finde ud af, hvordan jeg arbejder bedst og være en anelse forstående over for mig selv. Det andet er spild af gode kræfter. Så fuck it. I morgen er en ny dag. Og jeg drikker ikke længere.