Maveforvirring

Det her skal ikke være en klagesang. Men måske ender det alligevel med at blive lige præcis det. Jeg har ikke rigtigt et sundt udgangspunkt fra et tidligere tidspunkt i mit liv at sammenligne med, når jeg skal tage beslutninger i mit liv i dag. Jeg ved (endnu) ikke, hvordan jeg fungerer optimalt i et arbejdsliv f’eksempel. Så godt kender jeg bare ikke mig selv. Jeg ville ønske, det var anderledes, og jeg ville især ønske, at jeg var begyndt at træne mig selv i at finde ud af det for mange år siden. I stedet for brugte jeg årene på at nægte at give plads til det, der skulle have haft plads, og på at overkompensere i stort set alle livets discipliner. Så her er jeg. 33 år, og jeg har aldrig haft et arbejdsliv, jeg rigtigt balancerede i med bare nogenlunde ynde. Før måske for to år siden, da jeg begyndte at arbejde som journalist. Men har været i praktikker, og det kan jeg ikke overføre 1:1, fordi hvem siger ikke ja til gratis arbejdskraft. Så det er først nu, jeg føler, det kommer til at stå sin prøve. Om jeg kan klare det.
Så når jeg skal bestemme, om jeg skal tage et kaffejob eller ikke tage et kaffejob for at være fuldstændig fri af a-kassen til at understøtte min økonomi og oprette et CVR-nummer, når det passer mig, så ved jeg ikke, hvordan jeg skal vurdere, om det er noget, jeg kan. Jeg ved ikke, hvad jeg kan holde til. For jeg har aldrig holdt til noget i længden. Det kræver, at jeg ikke bukker under for presset og begynder at drikke igen eller går ned med stress. Jeg har ikke en NORMAL at vende tilbage til. Måske er det nok, at jeg har min mavefornemmelse og min selvindsigt, selv om jeg nogle gange forveksler det med, at alt kan lade sig gøre for mig og i sidste ende en helt overmodig optimisme. Jeg er bange for kommer til at spænde ben for mig selv igen. Jeg tror på mig mine egne evner, fordi jeg ikke er vant til at tage højde for, at min krop bliver træt, eller at jeg skal sige fra for at blive ved med at hænge sammen. Så nu laver jeg lister og prøver at være fornuftig. Og så forsøger jeg at lytte til min mave, som i øvrigt er på solid overarbejde, fordi jeg sætter al lid til den, og fordi jeg ikke har nogen reel plan b.

Leveren

Det her bliver højst sandsynligt det eneste mavebillede, I kommer til at se fra min hånd. Det er ikke min ting at lægge kropsbilleder op. Mest fordi, at jeg i dag har en størrelse, der ikke giver meget mening at lægge frem. Men det er kun fordi, at min ting er usynlig for de fleste med mindre, jeg fortæller det til dem. Og det gør jo ikke min ting mindre ægte. Lad os bare være ærlige. Den lever, der er inde i den her mave, har det højst sandsynligt først godt igen om syv år, når mine organer engang har fornyet sig selv.
Jeg har også engang vejet en del flere kilo, end jeg gør nu, og da jeg var yngre skammede jeg mig over min mave, som om den var ved at forårsage verdens undergang. Og selvom jeg vejer mindre i dag, kommer jeg nogle gange til at suge maven ind i ren refleks. Når jeg pludselig synes, jeg fylder for meget i rummet. Ikke som i fysisk at fylde for meget, men når jeg kommer til at skratte med mit grin eller trække vejret lidt for højt. Sådan noget. Så suger jeg maven ind. Tttssim.
Nu kommer min mave på Instagram som en lille hommage til min nye arbejdsgiver og et af mine forbillede @katrine.gisiger . Det er pga hende, jeg overhovedet tør lægge det op, og at jeg gør det, er en af grundene til at jeg er fuld af beundring over hende. Nu skal jeg skrive en bog for hende, og det glæder jeg mig til. Inderst inde håber jeg på, at mens arbejdet står på, vil endnu flere af hendes holdninger smitte af på mig, så jeg måske en dag ikke længere kommer i tvivl om, at jeg gerne må fylde det, jeg nu engang fylder.

Mit

For ikke særligt længe siden sagde min veninde noget virkeligt klogt. Jeg var ude at gå en tur sent om aftenen og talte med hende i telefonen. Jeg gik i cirkler på stierne langs rækkehusene, mens hun stod i haven hjemme hos sin søster og røg cigaretter. Hun havde spurgt, hvordan det gik, og jeg fortalte hende, at jeg glædede mig til forhåbentlig en dag snart at få løn for mit arbejde og ikke længere arbejde gratis. Ikke at det havde så meget med den ekstra indtægt at gøre. Det handlede mere om, at jeg selv ville tjene mine penge. Jeg har aldrig fundet ro med at få dem. Selv om jeg godt ved, det er noget, vi i sidste ende giver hinanden. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forklare, hvilken følelse jeg glædede mig til at få. Og så sagde hun, “ja, så får du dit eget liv. Så er det ligesom dit igen.” Det var LIGE præcis det. Jeg glæder mig til at få mit helt eget liv, som jeg tjener penge til, som jeg selv sørger for, eller hvor jeg sørger for mig selv. Så jeg kan gå rundt med en rank ryg og en vished om, at det er godt nok, det jeg kan. At jeg kan bruges til noget, at andre kan smide nogle penge efter det, at de gider det, vil ha’ det. Så det er mig, der bestemmer og sætter retningen. Så jeg får mit eget liv. I mine egne hænder. Det kan godt være, der kun giver mening for mig. Jeg synes, det lyder overflødigt, når jeg skriver det. At det skulle betyde så meget. Men det gør det. Jeg kommer til at få den vildeste optur, den dag jeg træder ud af supplerende dagpenge-systemet og skridter ind i mit eget liv. Mit helt eget.

Bearbejdning

Min veninde spurgte for nyligt, om jeg gik på Instagram med min historie for at bearbejde noget. Mange spørger, om jeg skrev min bog for at bearbejde noget. “Var det terapeutisk at skrive bogen?” Nej. Det var terapeutisk at gå i terapi. Og jeg har kun skrevet et udkast til en bog. Den ligger på forlag, fordi jeg blev sagt god for af to forfattere, jeg kender. Men det er kun et udkast.
Jeg er færdig med den del af min personlige udvikling. På den anden side af det, som man så klistret kalder det. Hvis ikke jeg var, havde jeg ikke selvdokumenteret på den her måde. Så modig er jeg faktisk ikke. Jeg forestiller mig, at hvis jeg nogensinde skulle begynde at drikke igen, ville jeg gå af Instagram, under radaren, under jorden. Ærligt. Måske ville jeg overraske mig selv og vise den grimme side frem. Men det ville undre mig ud fra det, jeg kender til mig. Jeg ville ønske, jeg var så meget i zen omkring mig selv, at I ved, “det gør vi da bare.” Men, I ville højst sandsynligt ikke høre fra mig. Jeg bakser stadig med mine perfektionistiske tendenser. Facaden og alt det. I hører fra mig nu, hvor jeg står på vinder-siden af historien. Det er et nemt sted at kæfte op fra. Men det er det, jeg kan. Og det er det, det handler om. Jeg voksede op i en tys-tys og ting-under-gulvtæppet-kultur, og jeg magter det ikke længere. Eller nærmere, jeg håndterer det ikke særligt godt. Jeg får lyst til at sige ting, der overskrider folks komfortzone som et menneskeliggjort Tourettes syndrom. Får lyst. Som i, kan godt styre mig. Men det er ikke godt for nogen, tror jeg ikke. Det der med ikke at føle, det er OK at sige ting, som de er. Lad os (eller: mig, no pressure – I andre behøves jo ikke) sige ting højt. Så de piger, der findes derude i dag og drikker for at komme igennem dagen, ikke skammer sig så meget. Alkoholen er modstander nok i sig selv.
Jeg er stadig frustreret over, at hver tredje alkoholafhængige dansker er kvinde, og at der ikke er nogen, der siger noget. Så nu siger jeg ting højt. Derfor bogen. Og derfor Instagram.

Madskribent

Det er sket noget godt i dag. Sommeren 2014 var en af de hårdeste somre i mit lille liv. Jeg drak hver dag, og jeg så min ekskæreste, selv om han ikke ville være kærester længere. Når jeg besøgte ham på det nedlagte gårdsted, han boede på, sad jeg med tømmermænd ved langbordet i køkkenet om morgenen og bladrede i MAD&Venner. Jeg blev inspireret. Jeg fik lyst til at lave samtlige opskrifter, der stod nedfældet i en oversigt bagerst i bladet. Og tit brugte jeg alle mine penge på at handle og halvdelen af dagen på at stå i køkkenet med bladet ved siden af. Jeg tænkte, at jeg jo egentlig var ret god til at lave mad. Og så sukkede jeg over, at jeg aldrig havde uddannet mig til journalist, så jeg kunne søge et job som madskribent. Alle mine drømme syntes, som om de aldrig ville blive til noget. I sommers tog jeg en dag tre lange yogaåndedræt og pitchede nogle ideer for redaktøren for MAD&venner. Hun var vild med det og publicerede samtlige artikler, jeg skrev, mens jeg var i virksomhedspraktik. I dag fik jeg en mail fra den nye redaktør, som var faldet over noget, jeg havde skrevet og spurgte, om jeg ville skrive noget mere. Og hvor meget jeg skulle have i løn. Jeg tabte kæben. Hun ville betale mig løn. I rigtige menneske-penge. Bagefter samlede jeg kæben op igen og skrev, at det ville jeg gerne, sendte mailen og pustede ud. Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Og sådan noget, skal jeg huske mig selv på, når jeg en gang i mellem sidder og sukker efter et glas rødvin en fredag aften. Jeg tror ikke, jeg behøves at forklare, hvor langt jeg var kommet med den drøm, hvis jeg ikke have været…. #ædru.

OK

Det har været en god dag. Og dem har jeg i øvrigt virkelig mange af. Min egen opfattelse er, at jeg har det godt og trives. Plus minus. Jeg har det sådan, at i forhold til hvad der har været galt i mit liv de seneste år? Så er her, hvor jeg er nu, et pisselækkert sted at være. Jeg er (for det meste) ret GLAD. Jeg griner stort set hver dag. Nede fra bunden af maven. Dét er sgu da priviligeret. Men jeg har gjort en veninde bekymret ved at skrive opdateringer herinde. Så for en god ordens skyld får jeg lyst til at redegøre for det her ærlighedsprojekt en lille smule. Det, jeg skriver herinde, lægger jeg op ret råt for usødet. Men det er bare tanker, og selv om de føles virkelige, mens de står på (det kan I se, når jeg laver stories) er tanker ikke det samme som virkeligheden. Pointen med at jeg lægger det op uden at redigere særligt meget i det, er netop et forsøg på at gøre det klart, hvordan det ser ud inde i mit hoved – og faktisk tit og ofte IKKE ser ud i den virkelighed, jeg lever. Jeg arbejder, hænger med mine venner og hygger mig med min familie, jeg får styr på min økonomi, går til møder og børster tænder. Hvis ikke jeg er lykkes med mine pointe herinde, er det min fejl. Jeg arbejder på det. Bare. Ikke bekymre jer. Hvis noget brænder, har jeg mennesker, jeg ringer til, og så hjælper de mig. Og så får jeg det godt én gang til.
Og så er jeg jo ædru, hele tiden! Woop-ti-fucking-doo altså, – har jeg måske glemt at fortælle, hvor intenst glad jeg er for det (nærmest) hver dag?

Halve

Det her kommer til at lyde mærkeligt. Jeg havde en drøm for nogle år siden. Faktisk husker jeg ikke, hvad drømmen handlede om, eller hvem der var med i den. Men jeg husker en følelse af, at jeg var delvist mig og delvist min søster. Jeg var mig i den ene side af min krop, mens Tinna havde indtaget den anden halvdel. Det lyder måske underligt, men det føltes naturligt. Faltisk føltes drømmen mere tro mod virkeligheden, end det der med at være i sin egen krop hver for sig.
Da jeg vågnede, lå min søster ved siden af mig. Vi var på ferie i Tyrkiet. Mit hjerte sank. Jeg var skuffet over at min krop ikke længere stemte med, hvordan jeg følte inden i. Tinna virkede ligeså betydningsfuld for mit liv, som jeg selv var. Og det havde altid føltes sådan. Og jeg har aldrig kunnet beskrive det bedre, end min underbevidstheden gjorde den nat. Hun er halvdelen af mig. Og på grund af hende, tør jeg ting. Hun er min lillesøster, og hun er mit forbillede.

Onkel

Min onkel er min helt. Han har evig tålmodighed med mig, og sammen med min tante har de gang på gang reddet min lille, skrøbelige økonomi og ikke mindst, givet mig en følelse af at være et helt menneske. Men min onkel kan ikke kæde den uansvarlige Rikke, som drikker for andres penge, sammen med den Rikke, han kender. I hans hoved giver det ikke mening at bruge penge, man ikke har. Han er rationel og langsigtet og uden tvivl af den grund så succesfuld som direktør i sit eget firma. Men så da han spurgte, om ikke vi kunne være enige om ikke at bruge andres depositummer fremover, dukkede jeg nakken og følte mig ussel, selvom han ikke kunne se mig gennem telefonen.
Og jeg overvejede at hive det sidste billede plus billedtekst ned igen. Ligesom jeg havde overvejet tidligere på dagen. Jeg tænkte, andre heller ikke ville kunne se andet end uansvarlighed. Og uansvarligheden var der, jeg var irrationel og uansvarlig, men det er ikke hele historien. Hvordan skulle andre (her på Instagram), som ikke engang kender til mine gode sider, så kunne forstå, at det skete i den tilstand, jeg var i dengang. Måske deler jeg for meget uden tilstrækkelig kontekst. Måske kan jeg ikke forklare det, jeg gerne vil. Som er at fortælle, hvordan det OGSÅ kan se ud at have haft en alkoholafhængighed.
Men så kikkede jeg lidt ind i pejsen og Niels klappede mig fraværende på hovedet, og så tænkte jeg. At en eller anden dag falder den helt rigtige pige over min profil. Og hun kommer til at forstå. Hun kommer til at kunne bruge det. Og så længe, I andre synes det er værd at følge med i, giver det mening at dele det her. Derfor har jeg bestemt at lade det stå.
TAK for de beskeder, I har efterladt. Det er en øjenåbner at finde ud af, at I tænker så pænt, og for at bruge et af udtrykkene derfra, er jeg på røven over det. Jeg er ikke verdensmester i at modtage komplimenter, så bare, TAK ❤

Pengeskam

Min lejer har opsagt sit værelse. Noget jeg havde håbet, hun ville vente med. Både fordi, jeg synes, hun er ligeså essentiel for lejligheden som malingen på væggene. Men også fordi, at nu er jeg tvunget til enten at konfrontere dét, jeg har udskudt i mere end et år, eller gå under jorden. Ikke rigtigt. Slap af. Det føles sådan. Og det er ægte.
Jeg har aftalt med mig selv at konfrontere det, der skal konfronteres. Lægge kortene på bordet. Jeg skal ringe til min onkel og spørge, om han vil låne mig de penge, som hun skød i sit depositum og jeg lagde over på en budgetkonto i mit navn, da hun besluttede sig for at bo sammen med mig for to og et halvt år siden. Det var ét år, før jeg stoppede med at drikke. Samme tid som det tog mig at drikke depositummet op. Det er sådan noget, som det her, der kan fylde mig med brændende skam fra bunden af tæerne og op over hårrrødderne. Jeg ville kunne have undgået det, hvis jeg havde nået at tjene en stor bunke penge og selv havde været i stand til at dække hullet. Det har jeg ikke nået. Langt fra. Jeg mangler i øvrigt også penge til min tandlæge, som allerede har boret og pudset og lappet huller i mine mund.
Mine håndflader er våde. På trods af, at jeg har en tante og onkel, der ville sælge verden for at finde penge til at hjælpe mig. Det er den skam, der. Den der hidsige, varme fornemmelse, der flammer op langs halsen og hænger under øjnene og afslører, at jeg har været komplet uansvarlig og har ladet det gå ud over andre. Det er den. Jeg vil ikke være sådan én, der drikker andres depositummer op. Det må man jo for dælan ikke. Og alligevel har jeg gjort det. Sådan er det. Jeg kan ikke lave det om. Og hun skal have sine penge. Det er hendes. Det kan ikke være anderledes. Så, lige om lidt ringer jeg op og angrer, at jeg alligevel ikke valgte at gå under jorden i stedet for. Men det er noget, jeg har gjort. Og ikke den person, jeg er. Derfor ringer jeg alligevel op.

Bisser

Jeg har ikke tandlægeskræk. Jeg har heller ikke hovsa-glemt at gå til tandlæge de sidste seks år. Jeg har til gengæld nogle ret kampdygtige forsvarsmekanismer, der i mange år har sørget for, at jeg ikke løb den dødelige risiko, det er at spørge andre om hjælp. Om hjælp til at låne penge til en tandlægeregning for eksempel. Så jeg kunne få fixet mine bisser. Akut smerte kan godt gøre tricket med at gå til tandlægen. Så den morgen midt i december sidste år, hvor jeg vågnede op med en forværret syv-dages hovedpine, der var vandret fra kæbe, forbi øret og op over det ene øje, valgte jeg at ringe og forhøre mig, om nærmeste tandlæge havde en tid. Og det havde han heldigvis. Og nu har mine bisser det snart perfekt. Takket være den perfekte tandlæge, jeg tilfældigvis googlede mig frem til. Men alt med mine tænder var galt. To mulige rodbehandlinger, fem-seks huller, og flere tænder, der skal holdes øje med. Stop med at ryge, for resten, også, Rikke. Alvorligt talt alt sammen på grund af de d-u-m-m-e forsvarsmekanismer. Jeg ville ønske, tandlægeregningerne kørte over skatten. Men det er ikke derfor, jeg har holdt mig fra det. I dag føles det helt fjollet ikke at sætte mit helbred først. Arh, ikke helt fjollet. Men i dag ringer jeg og spørger om hjælp. Eller, det gør jeg på lørdag. Og jeg frygter for det. Det er den ærlige tilståelse, jeg skal slutte med. Jeg gruer for det. Men jeg gør det. Fordi… jeg er ædru. Faktisk. Jep. Så er det sagt! Så er det ude. Det er sådan noget som at spørge om hjælp, som jeg (næsten) har lært mig at gøre efter, at jeg er blevet ædru. Og det er mine tænder g-l-a-d-e for.