Bodum-koppen

Engang havde jeg en Bodum to go-kaffekop, som jeg fyldte med rødvin eller sprut og slæbte med mig alle steder. Jeg har altid været, og er til dels stadig, ret optaget af, hvordan jeg tager mig ud i andres øjne. Så når jeg havde en aftale, der havde for store konsekvenser at aflyse eller når der var noget, jeg gerne ville men måtte drikke for at klare mig igennem, som redaktionsmøder og dates, tog jeg rødvins-Bodum’en med mig.
I dag havde jeg en dag, som jeg dårlig vidste, hvordan jeg skulle komme igennem, fordi jeg haglede kritik ned over mig selv, fordi jeg var tilbage efter at have holdt fri fra bogskrivningen og i mellemtiden åbenbart var blevet overbevist om, at jeg havde tabt alle mine talenter på en skiløjpe i Norge. Jeg udrettede mindre end ingenting og skældte mig selv ud for det også. Indtil jeg skulle ud af døren sidst på eftermiddagen, og jeg købte den her kop kaffe på vej til et foredrag, som Katrine Gisiger skulle holde. I metroen på vej til Islands Brygge tænkte jeg på min gamle Bodum og mine dårlige vaner, og at jeg har lagt dem fra mig. Og så blev jeg glad. Og så blev jeg endnu mere glad fordi, jeg skriver en bog for en kvinde, som er det vildeste pis. Som rækker langefingre til skyld og skam og mindreværdskomplekser. Mine ord, ikke hendes. Og som 100p ville bakke mig at i stedet for at skælde mig selv mere ud, skulle jeg tage at bruge energien på at finde ud af, hvordan jeg arbejder bedst og være en anelse forstående over for mig selv. Det andet er spild af gode kræfter. Så fuck it. I morgen er en ny dag. Og jeg drikker ikke længere.

Symptom

Der er flere, der har spurgt, hvordan jeg blev ædru. Jeg dukkede en enkelt gang op i AA, men kom aldrig rigtigt tilbage, selv om folk der var rigtigt søde. Jeg prøvede at tage antabus igennem et år men fik det aldrig til at fungere. For det meste kiggede jeg på dem i toiletskuffen om morgenen og lod dem ligge. Andre gange tog jeg dem og fortrød det bittert en dag eller to senere. Eller også ventede jeg, indtil jeg kunne drikke gennem virkningen og gjorde det. Det kan man desværre godt. Det hjalp ikke at symptombehandle, så jeg var aldrig på dem i lang tid af gangen. Jeg tager heller ikke noget i dag. Jeg vælger ikke at drikke, fordi jeg fik forståelse for, hvorfor jeg drak til af starte med i den terapi, jeg begyndte i foråret 2013. Der var en dag min søster sagde, ‘Rikke, du har det jo ikke rigtigt godt, vel? Skal jeg ikke bestille en tid for dig?’ Og det havde jeg ikke, så det gjorde hun. Det var som om, den svære depression fra 2011 aldrig rigtigt havde sluppet, og i 2013 havde jeg fået en rigtig sød kæreste, der gjorde hvad han kunne for at bakke op. Han fik mig til at føle, jeg var det vigtigste i verden for ham, og derfor turde jeg gøre det. Han lånte mig sin bil, så jeg kunne køre fra udkanten af skoven i Vesthimmerland, hvor vi boede i et lille skovhus, og til Skive for at begynde et forløb hos min sjette psykolog. Da jeg startede hos hende, vidste jeg ikke, jeg havde et alkoholproblem, og jeg troede ikke, hun kunne hjælpe mig bedre, end de andre psykologer havde kunnet. Men hun så mig, og hun så igennem mig og alt det, jeg havde brugt år på at bygge op af forsvar omkring mig for at fungere i en verden, som jeg troede, i bund og grund helst ville være fri for mig. Hun fik mig til at se, at jeg havde en kerne, der var mig og kun mig, og at jeg gerne måtte være til og trække vejret og have behov og slappe af og være i det humør, jeg nu var i, når jeg var sammen med andre. Blandt andet. Det er meget forsimplet. Men jeg havde stadig drukket i dag, hvis jeg aldrig havde fundet ud af, hvorfor jeg drak til at starte med og begyndt at arbejde på det (før jeg stoppede med at drikke). Det tog to et halvt år fra det gik op for mig, at jeg ikke havde kontrol over alkoholen og til, at jeg kunne stoppe sidste sommer. Hale-fucking-luja for terapi og særligt for Lene Metner og KRAP-psykologerne.

Fortovskanten

Jeg har ikke haft det der vendepunkt, som fik mig til at stoppe med at drikke alkohol fra den ene dag til den anden. Jeg levede på lavpunktet og skrabede tit bunden, og det skete med års mellemrum. Sidste gang jeg drak alkohol var en aften, jeg var ude med en fyr, for halvandet år siden, og det var forholdsvis stille og roligt. Selv om jeg også blev fuld. Men der skete som sådan ikke noget elstraordinært. En af de aftener, som minder mig om at være ædru, og som står tydeligt i min hukommelse, på trods af en af de allerhøjeste promiller jeg i min tid har stablet på benene, er den aften, jeg styrtede på cykel og slog hovedet i asfalten.
En af mine bedste venner var blevet færdig som lærer, og han havde inviteret til sommerfest på Østerbro for at fejre det. Sent om aftenen cyklede jeg langs Rigshospitalet og drak af en flaske Verdi i ly af mørket og uden at stå af cyklen. Flasken var tom, da jeg nåede frem, og jeg husker ikke meget af hans fest ud over, at min mave knurrede af sult, og at jeg besluttede at drikke mere rødvin i stedet for at spise.
Den aften skulle jeg overnatte hos to andre venner på Nørrebro, men lige foran deres hoveddør førte jeg cykelhjul skævt ind mod fortovskanten. Jeg faldt forover styret og slog hovedet i asfalten, før jeg registrerede, at jeg faldt.
Fra ambulancen til Bispebjerg hospital husker jeg kun et glimt af at smagen af jern i munden og grus mellem tænderne. Og at ham der redningsmanden beroligede mig. Der var ikke sket mig andet, end at jeg havde slået hul og skulle syes. Jeg fik fem sting, blev sendt hjem tidligt om morgenen og begyndte i praktik på Christiansborg som led i min kandidatuddannelse to uger senere med et kæmpestort, blødt plaster i panden.
Under min praktik boede jeg hos min veninde i et to-etagers hus. Der listede jeg nedenunder om natten for at drikke af hendes whiskey, efter hun var faldet i søvn på førstesalen. Et helt andet lavpunkt. Der var rigeligt med lavpunkter lave nok til, at jeg burde have stoppet tusinde gange.

Ham

Da jeg boede i Hinnerup i efteråret 2017, kom min eks-kæreste en dag på besøg og vi tog på byens græske restaurant og satte os ved bordet ved vinduet ud til gaden. Det var længe siden sidst, jeg havde set ham. Faktisk husker jeg ikke, hvornår det var. Til gengæld slog det mig, at vi aldrig nåede at tage på restaurant sammen, mens vi stadig var kærester. Selv om vi tit snakkede om det. Der var alt for meget, vi ikke nåede sammen, som jeg ikke har plads til at liste op her. Inden for et halvt år blev vi knalder-forelskede, kastede vores fælles kræfter i, at jeg skulle lære at styre mit alkoholforbrug og fortsatte med dalende succes, indtil han en dag fik for meget og måtte gå. Mit alkoholmisbrug var for meget for vores helt nye forhold, – det var for spinkelt et grundlag at lukke op for en fortid, jeg aldrig selv havde kigget på før. Særligt fordi, jeg drak mere og mere, som tiden gik. Det tog mig for lang tid at komme på højde med det, til at forholdet nåede at få en fair chance. Jeg var ulykkelig over det brud i flere år.
Den aften på Akropolis gik det op for mig, at jeg til gengæld sådan for alvor, her fire år senere, endeligt har sluppet trangen til at skubbe til ham og råbe: “hvorfor elskede du mig pludselig ikke længere?”. Et par år tidligere var jeg til gengæld – og heldigvis – stoppet med at love ham, at jeg nok skulle forbedre mig, og om han please-ikke-nok vil overveje at blive min kæreste igen, når jeg fik det hele under kontrol og gjorde alt andet godt igen.
Der var meget, vi gerne ville have nået. Og derfor var der også noget ret fint i at “nå” at tage på restaurant sammen den dag. En dag, hvor vi begge var glade, og hvor vi kunne snakke om andet end alkohol og uforløste drømme, vi dengang havde sammen og for hinanden. I stedet for snakkede vi om, hvad vi hver især havde lavet siden sidst. Jeg så ham i øjnene med rank ryg og uden den tonstunge dårlige samvittighed, jeg altid så ham igennem dengang. Jeg undskyldte ikke længere, og det hjorde han heller ikke. Jeg var glad, han var glad, og vi var ude at spise. Den aften spiste vi bare græsk, og det var nok. Og underligt. Som om, vi ikke var os, men nogle andre.

Lyden

Da jeg d. 1. maj 2015 flyttede jeg ind i min lejlighed i Vanløse første gang, var jeg ædru. De første tre dage malede jeg vægge og lister og jeg sov på gulvet på en topmadras og læste Anna Karenina om aftenen i lyset fra min mobil. En dag satte jeg mig i vindueskarmen og røg en cigaret. Jeg kiggede ned til mod krydset under lejlighederne og tænkte, at jeg aldrig ville drikke i den her lejlighed. Tre uger senere var der folketingsvalg, og pludselig gik det op for mig, at jeg ikke havde nogen at se det sammen med. Jeg skrev til to veninder og en en fyr, jeg lige havde lært at kende. Ingen af dem kunne se det sammen med mig. Jeg forsøgte at lade være. Jeg vidste ikke (jo, det ved jeg godt), hvorfor jeg havde gemt den portvin, jeg havde fået som tak for hjælpen af politikeren fra min praktikplads på Christiansborg et halvt år forinden, men pludselig kunne jeg ikke tænke på andet. Jeg rakte ind over den øverste skabshylde, stillede flasken på køkkenbordet og åbnede den. Jeg drak den hele fra sofaen foran min computerskærm, hvor TV2-journalister rapporterede fra det mest nedslående valg, jeg kan huske. Klokken tre om natten kom en anden fyr med taxa fra indre by. Vi smed os i min seng. Siden den dag, og indtil sidste gang, jeg stoppede med at drikke (september 2016), var jeg aldrig ædru i den her lejlighed i mere end nogle dage af gangen. I dag gik jeg forbi den her glas-container, som sædvanligvis står inde i midten af lejlighedskompleksets store, firkantede gård. Halvdelen af alle beboere har udkig til den, hvis de kigger derned. Jeg samlede en til to indkøbsposer med vinflasker hver uge og gik ned for at tømme dem i hvert fald en gang om ugen. Tit spekulerede jeg på, om der var nogen, der undrede sig. Om der var nogen, der havde regnet mig ud. Så jeg gik altid duknakket derned, med blikket klistret til asfalten fra det øjeblik, jeg trådte ud af bagdøren til jeg var ude af porten i den anden ende. Den semi-ugentlige walk of shame og lyden af klirrende af flasker, savner jeg ikke.

Jobansøgning

Fortalte jeg egentlig nogensinde, at jeg nævnte mit tidligere alkoholmisbrug i min sidste ansøgning? Den, jeg kom til samtale på. Og som ledte til, at jeg fik jobbet.
For nyligt læste jeg en overskrift, der læste noget i retning af, “skriv barsel på dit CV.” Jeg læste ikke artiklen, men jeg forestiller mig, den handlede om, at nogle af de mest værdifulde ressourcer, vi har at tilbyde verden, ikke nødvendigvis kan listes op i diplomer eller kurser. For vi har lært det af livet. Min svoger siger, han har gået i livets skole, og han er et af de klogeste mennesker, jeg kender.
Jeg skrev min ansøgning til ghost writer for en kognitiv kostvejleder i lidt af et frenzy, og jeg sendte mailen uden at læse den igennem. Living on the edge, action-packed times. Jeg ved det. I hvert fald det gav mening at nævne det. For det siger noget om mig og om min motivation for at arbejde for at få hendes budskab ud over ramperne, at jeg taler åbent om mit tidligere alkoholmisbrug på Instagram. Jeg vil så gerne kunne få andre til at se sig selv i de ord, jeg skriver (og siger) ved at være ærlig og tale om ting, som de er, så de bliver mindre tabu-elefanten i rummet-agtige. Jeg gider ikke gå på listetæer længere. Jeg orker ikke at tale ting op, hvis ikke de er oppe. Jeg drak i årevis uden at kunne stoppe. Det var ikke oppe.
Det viste sig til gengæld aldrig rigtigt at handle om alkohol. Og jeg nævnte det i min ansøgning for at signalere, at jeg taler samme sprog, som hun gør. Det passede ind. For det handler heller ikke om mad, når hun taler om vægttab. Ikke rigtigt. Og freakin’ halleluja for det! Og for hende!

Spørg

I går drak jeg kaffe med en, der kendte mig som journalist og siden havde fulgt med på min Instagram. Han foreslog at jeg lavede en podcastserie om min historie med alkohol. Noget jeg længe selv har tænkt på. Måske gør jeg det, hvis jeg en dag finder på en oplagt vinkel på det. Måske gør jeg ikke, fordi jeg ikke vil have, at hele mit liv pludselig handler om min fortid, og fordi det faktisk ikke “fylder” særligt meget længere.
Det var faktisk ikke engang pointen. Jeg føler altid, at andre mennesker, især dem, der ikke kender baggrunden for, hvorfor jeg er begyndt at snakke så åbent om det, både tager elegant og respektfuldt imod det. Sjovt nok går de fleste bare ud fra, at jeg stadig bærer rundt på noget uforløst, noget jeg endnu ikke har fået bearbejdet, siden jeg stadig “har brug for” at snakke om det. Men jeg har ikke brug for at snakke om DET. Jeg har snakket rigeligt. Jeg har al den forståelse for, hvorfor jeg begyndte og senere ikke kunne stoppe med at drikke, som jeg nogensinde får brug for. Jeg har sagt undskyld, der hvor jeg skulle og gjort ting godt for mig selv igen. Og alligevel går folk ud fra, at mit bogprojekt og mit Instagram-projekt er rettet mod mig selv. Det er det ikke. Jeg taler om det i håb om, at en eller flere af de 50.000ish andre kvinder derude på et tidspunkt stemmer i, så de piger og kvinder, der drikker nu, føler sig mindre alene med det.
Jeg ved ikke, hvorfor folk tror, jeg stadig har brug for bearbejdning. Jeg ville ikke have nosserne til at stå frem med det, hvis ikke jeg var på den der anden side. Og det, der undrer mig, er når folk ikke spørger mig, men når de fortæller mig, hvordan det er at være mig. Jeg kan godt tale for mig selv. Det lyder langt mere surt, end det er. Måske er det fordi, andre mennesker vil være høflige og ikke vil spørge ind til mit privatliv og derfor går ud fra ting, som for ikke at stille mig til regnskab. Men jeg vil bare så gerne hellere selv svare på spørgsmål, der angår mig. Måske er jeg desillusioneret og er slet ikke færdig med at bearbejde noget af det. I så fald ville det stadig være rart at blive spurgt. Hvilket folk for det meste også gør. Og TAK for det, det er pisserart.