Bisser

Jeg har ikke tandlægeskræk. Jeg har heller ikke hovsa-glemt at gå til tandlæge de sidste seks år. Jeg har til gengæld nogle ret kampdygtige forsvarsmekanismer, der i mange år har sørget for, at jeg ikke løb den dødelige risiko, det er at spørge andre om hjælp. Om hjælp til at låne penge til en tandlægeregning for eksempel. Så jeg kunne få fixet mine bisser. Akut smerte kan godt gøre tricket med at gå til tandlægen. Så den morgen midt i december sidste år, hvor jeg vågnede op med en forværret syv-dages hovedpine, der var vandret fra kæbe, forbi øret og op over det ene øje, valgte jeg at ringe og forhøre mig, om nærmeste tandlæge havde en tid. Og det havde han heldigvis. Og nu har mine bisser det snart perfekt. Takket være den perfekte tandlæge, jeg tilfældigvis googlede mig frem til. Men alt med mine tænder var galt. To mulige rodbehandlinger, fem-seks huller, og flere tænder, der skal holdes øje med. Stop med at ryge, for resten, også, Rikke. Alvorligt talt alt sammen på grund af de d-u-m-m-e forsvarsmekanismer. Jeg ville ønske, tandlægeregningerne kørte over skatten. Men det er ikke derfor, jeg har holdt mig fra det. I dag føles det helt fjollet ikke at sætte mit helbred først. Arh, ikke helt fjollet. Men i dag ringer jeg og spørger om hjælp. Eller, det gør jeg på lørdag. Og jeg frygter for det. Det er den ærlige tilståelse, jeg skal slutte med. Jeg gruer for det. Men jeg gør det. Fordi… jeg er ædru. Faktisk. Jep. Så er det sagt! Så er det ude. Det er sådan noget som at spørge om hjælp, som jeg (næsten) har lært mig at gøre efter, at jeg er blevet ædru. Og det er mine tænder g-l-a-d-e for.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *