Pengeskam

Min lejer har opsagt sit værelse. Noget jeg havde håbet, hun ville vente med. Både fordi, jeg synes, hun er ligeså essentiel for lejligheden som malingen på væggene. Men også fordi, at nu er jeg tvunget til enten at konfrontere dét, jeg har udskudt i mere end et år, eller gå under jorden. Ikke rigtigt. Slap af. Det føles sådan. Og det er ægte.
Jeg har aftalt med mig selv at konfrontere det, der skal konfronteres. Lægge kortene på bordet. Jeg skal ringe til min onkel og spørge, om han vil låne mig de penge, som hun skød i sit depositum og jeg lagde over på en budgetkonto i mit navn, da hun besluttede sig for at bo sammen med mig for to og et halvt år siden. Det var ét år, før jeg stoppede med at drikke. Samme tid som det tog mig at drikke depositummet op. Det er sådan noget, som det her, der kan fylde mig med brændende skam fra bunden af tæerne og op over hårrrødderne. Jeg ville kunne have undgået det, hvis jeg havde nået at tjene en stor bunke penge og selv havde været i stand til at dække hullet. Det har jeg ikke nået. Langt fra. Jeg mangler i øvrigt også penge til min tandlæge, som allerede har boret og pudset og lappet huller i mine mund.
Mine håndflader er våde. På trods af, at jeg har en tante og onkel, der ville sælge verden for at finde penge til at hjælpe mig. Det er den skam, der. Den der hidsige, varme fornemmelse, der flammer op langs halsen og hænger under øjnene og afslører, at jeg har været komplet uansvarlig og har ladet det gå ud over andre. Det er den. Jeg vil ikke være sådan én, der drikker andres depositummer op. Det må man jo for dælan ikke. Og alligevel har jeg gjort det. Sådan er det. Jeg kan ikke lave det om. Og hun skal have sine penge. Det er hendes. Det kan ikke være anderledes. Så, lige om lidt ringer jeg op og angrer, at jeg alligevel ikke valgte at gå under jorden i stedet for. Men det er noget, jeg har gjort. Og ikke den person, jeg er. Derfor ringer jeg alligevel op.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *