Leveren

Det her bliver højst sandsynligt det eneste mavebillede, I kommer til at se fra min hånd. Det er ikke min ting at lægge kropsbilleder op. Mest fordi, at jeg i dag har en størrelse, der ikke giver meget mening at lægge frem. Men det er kun fordi, at min ting er usynlig for de fleste med mindre, jeg fortæller det til dem. Og det gør jo ikke min ting mindre ægte. Lad os bare være ærlige. Den lever, der er inde i den her mave, har det højst sandsynligt først godt igen om syv år, når mine organer engang har fornyet sig selv.
Jeg har også engang vejet en del flere kilo, end jeg gør nu, og da jeg var yngre skammede jeg mig over min mave, som om den var ved at forårsage verdens undergang. Og selvom jeg vejer mindre i dag, kommer jeg nogle gange til at suge maven ind i ren refleks. Når jeg pludselig synes, jeg fylder for meget i rummet. Ikke som i fysisk at fylde for meget, men når jeg kommer til at skratte med mit grin eller trække vejret lidt for højt. Sådan noget. Så suger jeg maven ind. Tttssim.
Nu kommer min mave på Instagram som en lille hommage til min nye arbejdsgiver og et af mine forbillede @katrine.gisiger . Det er pga hende, jeg overhovedet tør lægge det op, og at jeg gør det, er en af grundene til at jeg er fuld af beundring over hende. Nu skal jeg skrive en bog for hende, og det glæder jeg mig til. Inderst inde håber jeg på, at mens arbejdet står på, vil endnu flere af hendes holdninger smitte af på mig, så jeg måske en dag ikke længere kommer i tvivl om, at jeg gerne må fylde det, jeg nu engang fylder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *