Ham

Da jeg boede i Hinnerup i efteråret 2017, kom min eks-kæreste en dag på besøg og vi tog på byens græske restaurant og satte os ved bordet ved vinduet ud til gaden. Det var længe siden sidst, jeg havde set ham. Faktisk husker jeg ikke, hvornår det var. Til gengæld slog det mig, at vi aldrig nåede at tage på restaurant sammen, mens vi stadig var kærester. Selv om vi tit snakkede om det. Der var alt for meget, vi ikke nåede sammen, som jeg ikke har plads til at liste op her. Inden for et halvt år blev forelskede, kastede vores fælles kræfter i, at jeg skulle lære at styre mit alkoholforbrug og fortsatte med dalende succes, indtil han en dag fik for meget og måtte gå. Det var for meget for vores helt nye forhold, det var for spinkelt et grundlag at lukke op for en fortid, jeg aldrig havde kigget ing i før, på samme tid med at jeg drak mere og mere. Det tog for lang tid for mig at komme på højde med det, til at forholdet nåede at få en fair chance. Jeg var ulykkelig over det brud i flere år.
Den aften på Akropolis gik det op for mig, at jeg til gengæld sådan for alvor, her fire år senere, endeligt har sluppet trangen til at skubbe til ham og råbe: “hvorfor elskede du mig pludselig ikke længere?”, og længe før det, var jeg heldigvis også stoppet med at love ham, at jeg nok skulle forbedre mig, og om han please-ikke-nok vil overveje at blive min kæreste igen, hvis jeg bare lige kunne få muligheden for at vise ham, at jeg kunne få det hele under kontrol.
Der var meget, vi gerne ville have nået. Og derfor var der også noget ret fint i at nå at tage på restaurant sammen den dag. En dag, hvor vi begge var glade, og hvor vi kunne snakke om andet end alkohol og uforløste drømme, vi havde for hinanden. I stedet for snakkede vi om, hvad vi hver især havde nået siden sidst. Jeg så ham i øjnene med rank ryg og uden den tonstunge dårlige samvittighed, jeg altid så ham igennem dengang. Jeg undskyldte ikke længere, og det hjorde han heller ikke. Jeg var glad, han var glad, og vi var ude at spise. Den aften spiste vi bare græsk, og det var nok. Og underligt. Som om, vi ikke var os, men nogle andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *