Fortovskanten

Jeg har ikke haft det der vendepunkt, som fik mig til at stoppe med at drikke alkohol fra den ene dag til den anden. Jeg levede på lavpunktet og skrabede tit bunden, og det skete med års mellemrum. Sidste gang jeg drak alkohol var en aften, jeg var ude med en fyr, for halvandet år siden, og det var forholdsvis stille og roligt. Selv om jeg også blev fuld. Men der skete som sådan ikke noget elstraordinært. En af de aftener, som minder mig om at være ædru, og som står tydeligt i min hukommelse, på trods af en af de allerhøjeste promiller jeg i min tid har stablet på benene, er den aften, jeg styrtede på cykel og slog hovedet i asfalten.
En af mine bedste venner var blevet færdig som lærer, og han havde inviteret til sommerfest på Østerbro for at fejre det. Sent om aftenen cyklede jeg langs Rigshospitalet og drak af en flaske Verdi i ly af mørket og uden at stå af cyklen. Flasken var tom, da jeg nåede frem, og jeg husker ikke meget af hans fest ud over, at min mave knurrede af sult, og at jeg besluttede at drikke mere rødvin i stedet for at spise.
Den aften skulle jeg overnatte hos to andre venner på Nørrebro, men lige foran deres hoveddør førte jeg cykelhjul skævt ind mod fortovskanten. Jeg faldt forover styret og slog hovedet i asfalten, før jeg registrerede, at jeg faldt.
Fra ambulancen til Bispebjerg hospital husker jeg kun et glimt af at smagen af jern i munden og grus mellem tænderne. Og at ham der redningsmanden beroligede mig. Der var ikke sket mig andet, end at jeg havde slået hul og skulle syes. Men jeg fik kun fem sting, blev sendt hjem tidligt om morgenen og begyndte i praktik på Christiansborg som led i min kandidatuddannelse to uger senere med et kæmpestort, blødt plaster i panden.
Under min praktik boede jeg hos min veninde i et to-værelses hus. Der listede nedenunder om natten for at drikke af hendes whiskey, efter hun var faldet i søvn på førstesalen. Et helt andet lavpunkt. Til en anden dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *