Symptom

Der er flere, der har spurgt, hvordan jeg blev ædru. Jeg dukkede en enkelt gang op i AA, men kom aldrig rigtigt tilbage, selv om folk der var rigtigt søde. Jeg prøvede at tage antabus igennem et år men fik det aldrig til at fungere. For det meste kiggede jeg på dem i toiletskuffen om morgenen og lod dem ligge. Andre gange tog jeg dem og fortrød det bittert en dag eller to senere. Eller også ventede jeg, indtil jeg kunne drikke gennem virkningen og gjorde det. Det kan man desværre godt. Det hjalp ikke at symptombehandle, så jeg var aldrig på dem i lang tid af gangen. Jeg tager heller ikke noget i dag. Jeg vælger ikke at drikke, fordi jeg fik forståelse for, hvorfor jeg drak til af starte med i den terapi, jeg begyndte i foråret 2013. Der var en dag min søster sagde, ‘Rikke, du har det jo ikke rigtigt godt, vel? Skal jeg ikke bestille en tid for dig?’ Og det havde jeg ikke, så det gjorde hun. Det var som om, den svære depression fra 2011 aldrig rigtigt havde sluppet, og i 2013 havde jeg fået en rigtig sød kæreste, der gjorde hvad han kunne for at bakke op. Han fik mig til at føle, jeg var det vigtigste i verden for ham, og derfor turde jeg gøre det. Han lånte mig sin bil, så jeg kunne køre fra udkanten af skoven i Vesthimmerland, hvor vi boede i et lille skovhus, og til Skive for at begynde et forløb hos min sjette psykolog. Da jeg startede hos hende, vidste jeg ikke, jeg havde et alkoholproblem, og jeg troede ikke, hun kunne hjælpe mig bedre, end de andre psykologer havde kunnet. Men hun så mig, og hun så igennem mig og alt det, jeg havde brugt år på at bygge op af forsvar omkring mig for at fungere i en verden, som jeg troede, i bund og grund helst ville være fri for mig. Hun fik mig til at se, at jeg havde en kerne, der var mig og kun mig, og at jeg gerne måtte være til og trække vejret og have behov og slappe af og være i det humør, jeg nu var i, når jeg var sammen med andre. Blandt andet. Det er meget forsimplet. Men jeg havde stadig drukket i dag, hvis jeg aldrig havde fundet ud af, hvorfor jeg drak til at starte med og begyndt at arbejde på det (før jeg stoppede med at drikke). Det tog to et halvt år fra det gik op for mig, at jeg ikke havde kontrol over alkoholen og til, at jeg kunne stoppe sidste sommer. Hale-fucking-luja for terapi og særligt for Lene Metner og KRAP-psykologerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *