Bodum-koppen

Engang havde jeg en Bodum to go-kaffekop, som jeg fyldte med rødvin eller sprut og slæbte med mig alle steder. Jeg har altid været, og er til dels stadig, ret optaget af, hvordan jeg tager mig ud i andres øjne. Så når jeg havde en aftale, der havde for store konsekvenser at aflyse eller når der var noget, jeg gerne ville men måtte drikke for at klare mig igennem, som redaktionsmøder og dates, tog jeg rødvins-Bodum’en med mig.
I dag havde jeg en dag, som jeg dårlig vidste, hvordan jeg skulle komme igennem, fordi jeg haglede kritik ned over mig selv, fordi jeg var tilbage efter at have holdt fri fra bogskrivningen og i mellemtiden åbenbart var blevet overbevist om, at jeg havde tabt alle mine talenter på en skiløjpe i Norge. Jeg udrettede mindre end ingenting og skældte mig selv ud for det også. Indtil jeg skulle ud af døren sidst på eftermiddagen, og jeg købte den her kop kaffe på vej til et foredrag, som Katrine Gisiger skulle holde. I metroen på vej til Islands Brygge tænkte jeg på min gamle Bodum og mine dårlige vaner, og at jeg har lagt dem fra mig. Og så blev jeg glad. Og så blev jeg endnu mere glad fordi, jeg skriver en bog for en kvinde, som er det vildeste pis. Som rækker langefingre til skyld og skam og mindreværdskomplekser. Mine ord, ikke hendes. Og som 100p ville bakke mig at i stedet for at skælde mig selv mere ud, skulle jeg tage at bruge energien på at finde ud af, hvordan jeg arbejder bedst og være en anelse forstående over for mig selv. Det andet er spild af gode kræfter. Så fuck it. I morgen er en ny dag. Og jeg drikker ikke længere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *