Fake

Jeg kommer nogle gange til at forveksle, den jeg er med det, jeg laver. Kender I det? Jeg ville ønske, jeg var sådan en benhård type, som vidste jeg var god nok som menneske uanset, hvordan pokker så mit arbejdsliv faldt på plads, om ham fyren skriver, eller hvad folk mener om mit Instagram-projekt (ej, det skriver jeg bare ikke). Det har hjulpet at fake det, indtil jeg bedre kan make det, og nogle års følelsesmæssig træning har også, men jeg er så absolut ikke helt i hus omkring det.
Da Gyldendal sagde nej tak til mit manuskript for nogle dage siden, vidste jeg ikke, hvor påvirket, jeg var af det, indtil jeg gik i Netto senere på dagen. Jeg synes jo, jeg tillod mig selv at være flyvende ærgelig over det, og samtidig også læse de linjer i mailen, hvor hun trak alt det gode og vigtige i manuskript frem. Jeg forsøgte også at være rimelig og opbakkende over for mig selv og vidste, at jeg var gået i dømme-modus omkring mit eget værd og min fremtid.
Og alligevel tog jeg mig selv i at gøre noget i Netto, som jeg ikke har gjort i i hvert fald halvandet år. Et lille bitte øjeblik, et sekunds tid, hang mine øjne på en halv liters Ale no 20, den der gode mørke øl, som jeg ikke har drukket af siden august 2016. Og det lyder måske ikke af noget særligt. Men når jeg tænker på, at jeg længe, længe ikke har skænket det en tanke, hvor alkoholen står i min lokale Netto (faktisk byggede de engang om, og jeg bemærkede først uger senere, at det betød rødvinen stod et nyt sted, og den uopmærksomhed på alkoholiske drikke har jeg taget som et sundshedstegn lige siden), så betyder det pludselig noget, at jeg stod og kiggede på den øl.
Problemet var ikke, at Gyldendal takkede nej til at udgive bogen. Problemet var alle de tanker, det førte med sig, og som jeg ikke kunne få tøjlet. Hvis de sagde nej, ville andre redaktører måske tage samme beslutning. Måske betød det, at jeg i virkeligheden ikke kan fortælle det, jeg gerne vil. Måske kan jeg slet ikke skrive. Og hvis det er rigtigt, vil alle snart vide, at jeg er en fake, der faker alt i mit liv, og de vil ikke kunne stole på, at jeg kan det, jeg siger, jeg kan. Og så bliver jeg nødt til at lukke min virksomhed, o
g så er jeg pludselig ikke noget værd for andre, de kan jo ikke bruge mig til noget længere, jeg kan ikke bidrage med ting eller klare mig selv længere og mit liv er kaput og jeg er en fiasko.
Når game over-tankerne driver mig så langt ud i tankerækken som det her, og det samtidig føles sandt, kan jeg næsten ikke være i det. Men jeg har bestemt mig for, at jeg VIL kunne være i, at et forlag takker nej. Jeg VIL kunne tackle en afvisning (jeg nægter altså at kalde det et-eller-andet tvungent positivt), og jeg vil også kunne sige til mig selv, at selv hvis alt det sker, er jeg stadig god nok som menneske. Arbejde er noget, jeg gør, og jeg er god nok u-af-hæng-igt (for helvede, kom nu) af mit arbejdsliv. Og den sidste del der, – der bliver det virkelig tricky, men de små smagsprøver jeg har fået, når jeg kan holde fast i det, betyder, at jeg kan fornemme, at en dag bliver det rigtigt dejligt at være mig.
Så jeg gik forbi Ale no 20 og fortsatte min dag. Fordi fack alkohol.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *