Bodum-koppen

Engang havde jeg en Bodum to go-kaffekop, som jeg fyldte med rødvin eller sprut og slæbte med mig alle steder. Jeg har altid været, og er til dels stadig, ret optaget af, hvordan jeg tager mig ud i andres øjne. Så når jeg havde en aftale, der havde for store konsekvenser at aflyse eller når der var noget, jeg gerne ville men måtte drikke for at klare mig igennem, som redaktionsmøder og dates, tog jeg rødvins-Bodum’en med mig.
I dag havde jeg en dag, som jeg dårlig vidste, hvordan jeg skulle komme igennem, fordi jeg haglede kritik ned over mig selv, fordi jeg var tilbage efter at have holdt fri fra bogskrivningen og i mellemtiden åbenbart var blevet overbevist om, at jeg havde tabt alle mine talenter på en skiløjpe i Norge. Jeg udrettede mindre end ingenting og skældte mig selv ud for det også. Indtil jeg skulle ud af døren sidst på eftermiddagen, og jeg købte den her kop kaffe på vej til et foredrag, som Katrine Gisiger skulle holde. I metroen på vej til Islands Brygge tænkte jeg på min gamle Bodum og mine dårlige vaner, og at jeg har lagt dem fra mig. Og så blev jeg glad. Og så blev jeg endnu mere glad fordi, jeg skriver en bog for en kvinde, som er det vildeste pis. Som rækker langefingre til skyld og skam og mindreværdskomplekser. Mine ord, ikke hendes. Og som 100p ville bakke mig at i stedet for at skælde mig selv mere ud, skulle jeg tage at bruge energien på at finde ud af, hvordan jeg arbejder bedst og være en anelse forstående over for mig selv. Det andet er spild af gode kræfter. Så fuck it. I morgen er en ny dag. Og jeg drikker ikke længere.

Symptom

Der er flere, der har spurgt, hvordan jeg blev ædru. Jeg dukkede en enkelt gang op i AA, men kom aldrig rigtigt tilbage, selv om folk der var rigtigt søde. Jeg prøvede at tage antabus igennem et år men fik det aldrig til at fungere. For det meste kiggede jeg på dem i toiletskuffen om morgenen og lod dem ligge. Andre gange tog jeg dem og fortrød det bittert en dag eller to senere. Eller også ventede jeg, indtil jeg kunne drikke gennem virkningen og gjorde det. Det kan man desværre godt. Det hjalp ikke at symptombehandle, så jeg var aldrig på dem i lang tid af gangen. Jeg tager heller ikke noget i dag. Jeg vælger ikke at drikke, fordi jeg fik forståelse for, hvorfor jeg drak til af starte med i den terapi, jeg begyndte i foråret 2013. Der var en dag min søster sagde, ‘Rikke, du har det jo ikke rigtigt godt, vel? Skal jeg ikke bestille en tid for dig?’ Og det havde jeg ikke, så det gjorde hun. Det var som om, den svære depression fra 2011 aldrig rigtigt havde sluppet, og i 2013 havde jeg fået en rigtig sød kæreste, der gjorde hvad han kunne for at bakke op. Han fik mig til at føle, jeg var det vigtigste i verden for ham, og derfor turde jeg gøre det. Han lånte mig sin bil, så jeg kunne køre fra udkanten af skoven i Vesthimmerland, hvor vi boede i et lille skovhus, og til Skive for at begynde et forløb hos min sjette psykolog. Da jeg startede hos hende, vidste jeg ikke, jeg havde et alkoholproblem, og jeg troede ikke, hun kunne hjælpe mig bedre, end de andre psykologer havde kunnet. Men hun så mig, og hun så igennem mig og alt det, jeg havde brugt år på at bygge op af forsvar omkring mig for at fungere i en verden, som jeg troede, i bund og grund helst ville være fri for mig. Hun fik mig til at se, at jeg havde en kerne, der var mig og kun mig, og at jeg gerne måtte være til og trække vejret og have behov og slappe af og være i det humør, jeg nu var i, når jeg var sammen med andre. Blandt andet. Det er meget forsimplet. Men jeg havde stadig drukket i dag, hvis jeg aldrig havde fundet ud af, hvorfor jeg drak til at starte med og begyndt at arbejde på det (før jeg stoppede med at drikke). Det tog to et halvt år fra det gik op for mig, at jeg ikke havde kontrol over alkoholen og til, at jeg kunne stoppe sidste sommer. Hale-fucking-luja for terapi og særligt for Lene Metner og KRAP-psykologerne.

Fortovskanten

Jeg har ikke haft det der vendepunkt, som fik mig til at stoppe med at drikke alkohol fra den ene dag til den anden. Jeg levede på lavpunktet og skrabede tit bunden, og det skete med års mellemrum. Sidste gang jeg drak alkohol var en aften, jeg var ude med en fyr, for halvandet år siden, og det var forholdsvis stille og roligt. Selv om jeg også blev fuld. Men der skete som sådan ikke noget elstraordinært. En af de aftener, som minder mig om at være ædru, og som står tydeligt i min hukommelse, på trods af en af de allerhøjeste promiller jeg i min tid har stablet på benene, er den aften, jeg styrtede på cykel og slog hovedet i asfalten.
En af mine bedste venner var blevet færdig som lærer, og han havde inviteret til sommerfest på Østerbro for at fejre det. Sent om aftenen cyklede jeg langs Rigshospitalet og drak af en flaske Verdi i ly af mørket og uden at stå af cyklen. Flasken var tom, da jeg nåede frem, og jeg husker ikke meget af hans fest ud over, at min mave knurrede af sult, og at jeg besluttede at drikke mere rødvin i stedet for at spise.
Den aften skulle jeg overnatte hos to andre venner på Nørrebro, men lige foran deres hoveddør førte jeg cykelhjul skævt ind mod fortovskanten. Jeg faldt forover styret og slog hovedet i asfalten, før jeg registrerede, at jeg faldt.
Fra ambulancen til Bispebjerg hospital husker jeg kun et glimt af at smagen af jern i munden og grus mellem tænderne. Og at ham der redningsmanden beroligede mig. Der var ikke sket mig andet, end at jeg havde slået hul og skulle syes. Men jeg fik kun fem sting, blev sendt hjem tidligt om morgenen og begyndte i praktik på Christiansborg som led i min kandidatuddannelse to uger senere med et kæmpestort, blødt plaster i panden.
Under min praktik boede jeg hos min veninde i et to-værelses hus. Der listede nedenunder om natten for at drikke af hendes whiskey, efter hun var faldet i søvn på førstesalen. Et helt andet lavpunkt. Til en anden dag.

Ham

Da jeg boede i Hinnerup i efteråret 2017, kom min eks-kæreste en dag på besøg og vi tog på byens græske restaurant og satte os ved bordet ved vinduet ud til gaden. Det var længe siden sidst, jeg havde set ham. Faktisk husker jeg ikke, hvornår det var. Til gengæld slog det mig, at vi aldrig nåede at tage på restaurant sammen, mens vi stadig var kærester. Selv om vi tit snakkede om det. Der var alt for meget, vi ikke nåede sammen, som jeg ikke har plads til at liste op her. Inden for et halvt år blev forelskede, kastede vores fælles kræfter i, at jeg skulle lære at styre mit alkoholforbrug og fortsatte med dalende succes, indtil han en dag fik for meget og måtte gå. Det var for meget for vores helt nye forhold, det var for spinkelt et grundlag at lukke op for en fortid, jeg aldrig havde kigget ing i før, på samme tid med at jeg drak mere og mere. Det tog for lang tid for mig at komme på højde med det, til at forholdet nåede at få en fair chance. Jeg var ulykkelig over det brud i flere år.
Den aften på Akropolis gik det op for mig, at jeg til gengæld sådan for alvor, her fire år senere, endeligt har sluppet trangen til at skubbe til ham og råbe: “hvorfor elskede du mig pludselig ikke længere?”, og længe før det, var jeg heldigvis også stoppet med at love ham, at jeg nok skulle forbedre mig, og om han please-ikke-nok vil overveje at blive min kæreste igen, hvis jeg bare lige kunne få muligheden for at vise ham, at jeg kunne få det hele under kontrol.
Der var meget, vi gerne ville have nået. Og derfor var der også noget ret fint i at nå at tage på restaurant sammen den dag. En dag, hvor vi begge var glade, og hvor vi kunne snakke om andet end alkohol og uforløste drømme, vi havde for hinanden. I stedet for snakkede vi om, hvad vi hver især havde nået siden sidst. Jeg så ham i øjnene med rank ryg og uden den tonstunge dårlige samvittighed, jeg altid så ham igennem dengang. Jeg undskyldte ikke længere, og det hjorde han heller ikke. Jeg var glad, han var glad, og vi var ude at spise. Den aften spiste vi bare græsk, og det var nok. Og underligt. Som om, vi ikke var os, men nogle andre.

Lyden

Da jeg d. 1. maj 2015 flyttede jeg ind i min lejlighed i Vanløse første gang, var jeg ædru. De første tre dage malede jeg vægge og lister og jeg sov på gulvet på en topmadras og læste Anna Karenina om aftenen i lyset fra min mobil. En dag satte jeg mig i vindueskarmen og røg en cigaret. Jeg kiggede ned til mod krydset under lejlighederne og tænkte, at jeg aldrig ville drikke i den her lejlighed. Tre uger senere var der folketingsvalg, og pludselig gik det op for mig, at jeg ikke havde nogen at se det sammen med. Jeg skrev til to veninder og en en fyr, jeg lige havde lært at kende. Ingen af dem kunne se det sammen med mig. Jeg forsøgte at lade være. Jeg vidste ikke (jo, det ved jeg godt), hvorfor jeg havde gemt den portvin, jeg havde fået som tak for hjælpen af politikeren fra min praktikplads på Christiansborg et halvt år forinden, men pludselig kunne jeg ikke tænke på andet. Jeg rakte ind over den øverste skabshylde, stillede flasken på køkkenbordet og åbnede den. Jeg drak den hele fra sofaen foran min computerskærm, hvor TV2-journalister rapporterede fra det mest nedslående valg, jeg kan huske. Klokken tre om natten kom en anden fyr med taxa fra indre by. Vi smed os i min seng. Siden den dag, og indtil sidste gang, jeg stoppede med at drikke (september 2016), var jeg aldrig ædru i den her lejlighed i mere end nogle dage af gangen. I dag gik jeg forbi den her glas-container, som sædvanligvis står inde i midten af lejlighedskompleksets store, firkantede gård. Halvdelen af alle beboere har udkig til den, hvis de kigger derned. Jeg samlede en til to indkøbsposer med vinflasker hver uge og gik ned for at tømme dem i hvert fald en gang om ugen. Tit spekulerede jeg på, om der var nogen, der undrede sig. Om der var nogen, der havde regnet mig ud. Så jeg gik altid duknakket derned, med blikket klistret til asfalten fra det øjeblik, jeg trådte ud af bagdøren til jeg var ude af porten i den anden ende. Den semi-ugentlige walk of shame og lyden af klirrende af flasker, savner jeg ikke.

Jobansøgning

Fortalte jeg egentlig nogensinde, at jeg nævnte mit tidligere alkoholmisbrug i min sidste ansøgning? Den, jeg kom til samtale på. Og som ledte til, at jeg fik jobbet.
For nyligt læste jeg en overskrift, der læste noget i retning af, “skriv barsel på dit CV.” Jeg læste ikke artiklen, men jeg forestiller mig, den handlede om, at nogle af de mest værdifulde ressourcer, vi har at tilbyde verden, ikke nødvendigvis kan listes op i diplomer eller kurser. For vi har lært det af livet. Min svoger siger, han har gået i livets skole, og han er et af de klogeste mennesker, jeg kender.
Jeg skrev min ansøgning til ghost writer for en kognitiv kostvejleder i lidt af et frenzy, og jeg sendte mailen uden at læse den igennem. Living on the edge, action-packed times. Jeg ved det. I hvert fald det gav mening at nævne det. For det siger noget om mig og om min motivation for at arbejde for at få hendes budskab ud over ramperne, at jeg taler åbent om mit tidligere alkoholmisbrug på Instagram. Jeg vil så gerne kunne få andre til at se sig selv i de ord, jeg skriver (og siger) ved at være ærlig og tale om ting, som de er, så de bliver mindre tabu-elefanten i rummet-agtige. Jeg gider ikke gå på listetæer længere. Jeg orker ikke at tale ting op, hvis ikke de er oppe. Jeg drak i årevis uden at kunne stoppe. Det var ikke oppe.
Det viste sig til gengæld aldrig rigtigt at handle om alkohol. Og jeg nævnte det i min ansøgning for at signalere, at jeg taler samme sprog, som hun gør. Det passede ind. For det handler heller ikke om mad, når hun taler om vægttab. Ikke rigtigt. Og freakin’ halleluja for det! Og for hende!

Spørg

I går drak jeg kaffe med en, der kendte mig som journalist og siden havde fulgt med på min Instagram. Han foreslog at jeg lavede en podcastserie om min historie med alkohol. Noget jeg længe selv har tænkt på. Måske gør jeg det, hvis jeg en dag finder på en oplagt vinkel på det. Måske gør jeg ikke, fordi jeg ikke vil have, at hele mit liv pludselig handler om min fortid, og fordi det faktisk ikke “fylder” særligt meget længere.
Det var faktisk ikke engang pointen. Jeg føler altid, at andre mennesker, især dem, der ikke kender baggrunden for, hvorfor jeg er begyndt at snakke så åbent om det, både tager elegant og respektfuldt imod det. Sjovt nok går de fleste bare ud fra, at jeg stadig bærer rundt på noget uforløst, noget jeg endnu ikke har fået bearbejdet, siden jeg stadig “har brug for” at snakke om det. Men jeg har ikke brug for at snakke om DET. Jeg har snakket rigeligt. Jeg har al den forståelse for, hvorfor jeg begyndte og senere ikke kunne stoppe med at drikke, som jeg nogensinde får brug for. Jeg har sagt undskyld, der hvor jeg skulle og gjort ting godt for mig selv igen. Og alligevel går folk ud fra, at mit bogprojekt og mit Instagram-projekt er rettet mod mig selv. Det er det ikke. Jeg taler om det i håb om, at en eller flere af de 50.000ish andre kvinder derude på et tidspunkt stemmer i, så de piger og kvinder, der drikker nu, føler sig mindre alene med det.
Jeg ved ikke, hvorfor folk tror, jeg stadig har brug for bearbejdning. Jeg ville ikke have nosserne til at stå frem med det, hvis ikke jeg var på den der anden side. Og det, der undrer mig, er når folk ikke spørger mig, men når de fortæller mig, hvordan det er at være mig. Jeg kan godt tale for mig selv. Det lyder langt mere surt, end det er. Måske er det fordi, andre mennesker vil være høflige og ikke vil spørge ind til mit privatliv og derfor går ud fra ting, som for ikke at stille mig til regnskab. Men jeg vil bare så gerne hellere selv svare på spørgsmål, der angår mig. Måske er jeg desillusioneret og er slet ikke færdig med at bearbejde noget af det. I så fald ville det stadig være rart at blive spurgt. Hvilket folk for det meste også gør. Og TAK for det, det er pisserart.

Maveforvirring

Det her skal ikke være en klagesang. Men måske ender det alligevel med at blive lige præcis det. Jeg har ikke rigtigt et sundt udgangspunkt fra et tidligere tidspunkt i mit liv at sammenligne med, når jeg skal tage beslutninger i mit liv i dag. Jeg ved (endnu) ikke, hvordan jeg fungerer optimalt i et arbejdsliv f’eksempel. Så godt kender jeg bare ikke mig selv. Jeg ville ønske, det var anderledes, og jeg ville især ønske, at jeg var begyndt at træne mig selv i at finde ud af det for mange år siden. I stedet for brugte jeg årene på at nægte at give plads til det, der skulle have haft plads, og på at overkompensere i stort set alle livets discipliner. Så her er jeg. 33 år, og jeg har aldrig haft et arbejdsliv, jeg rigtigt balancerede i med bare nogenlunde ynde. Før måske for to år siden, da jeg begyndte at arbejde som journalist. Men har været i praktikker, og det kan jeg ikke overføre 1:1, fordi hvem siger ikke ja til gratis arbejdskraft. Så det er først nu, jeg føler, det kommer til at stå sin prøve. Om jeg kan klare det.
Så når jeg skal bestemme, om jeg skal tage et kaffejob eller ikke tage et kaffejob for at være fuldstændig fri af a-kassen til at understøtte min økonomi og oprette et CVR-nummer, når det passer mig, så ved jeg ikke, hvordan jeg skal vurdere, om det er noget, jeg kan. Jeg ved ikke, hvad jeg kan holde til. For jeg har aldrig holdt til noget i længden. Det kræver, at jeg ikke bukker under for presset og begynder at drikke igen eller går ned med stress. Jeg har ikke en NORMAL at vende tilbage til. Måske er det nok, at jeg har min mavefornemmelse og min selvindsigt, selv om jeg nogle gange forveksler det med, at alt kan lade sig gøre for mig og i sidste ende en helt overmodig optimisme. Jeg er bange for kommer til at spænde ben for mig selv igen. Jeg tror på mig mine egne evner, fordi jeg ikke er vant til at tage højde for, at min krop bliver træt, eller at jeg skal sige fra for at blive ved med at hænge sammen. Så nu laver jeg lister og prøver at være fornuftig. Og så forsøger jeg at lytte til min mave, som i øvrigt er på solid overarbejde, fordi jeg sætter al lid til den, og fordi jeg ikke har nogen reel plan b.

Leveren

Det her bliver højst sandsynligt det eneste mavebillede, I kommer til at se fra min hånd. Det er ikke min ting at lægge kropsbilleder op. Mest fordi, at jeg i dag har en størrelse, der ikke giver meget mening at lægge frem. Men det er kun fordi, at min ting er usynlig for de fleste med mindre, jeg fortæller det til dem. Og det gør jo ikke min ting mindre ægte. Lad os bare være ærlige. Den lever, der er inde i den her mave, har det højst sandsynligt først godt igen om syv år, når mine organer engang har fornyet sig selv.
Jeg har også engang vejet en del flere kilo, end jeg gør nu, og da jeg var yngre skammede jeg mig over min mave, som om den var ved at forårsage verdens undergang. Og selvom jeg vejer mindre i dag, kommer jeg nogle gange til at suge maven ind i ren refleks. Når jeg pludselig synes, jeg fylder for meget i rummet. Ikke som i fysisk at fylde for meget, men når jeg kommer til at skratte med mit grin eller trække vejret lidt for højt. Sådan noget. Så suger jeg maven ind. Tttssim.
Nu kommer min mave på Instagram som en lille hommage til min nye arbejdsgiver og et af mine forbillede @katrine.gisiger . Det er pga hende, jeg overhovedet tør lægge det op, og at jeg gør det, er en af grundene til at jeg er fuld af beundring over hende. Nu skal jeg skrive en bog for hende, og det glæder jeg mig til. Inderst inde håber jeg på, at mens arbejdet står på, vil endnu flere af hendes holdninger smitte af på mig, så jeg måske en dag ikke længere kommer i tvivl om, at jeg gerne må fylde det, jeg nu engang fylder.

Mit

For ikke særligt længe siden sagde min veninde noget virkeligt klogt. Jeg var ude at gå en tur sent om aftenen og talte med hende i telefonen. Jeg gik i cirkler på stierne langs rækkehusene, mens hun stod i haven hjemme hos sin søster og røg cigaretter. Hun havde spurgt, hvordan det gik, og jeg fortalte hende, at jeg glædede mig til forhåbentlig en dag snart at få løn for mit arbejde og ikke længere arbejde gratis. Ikke at det havde så meget med den ekstra indtægt at gøre. Det handlede mere om, at jeg selv ville tjene mine penge. Jeg har aldrig fundet ro med at få dem. Selv om jeg godt ved, det er noget, vi i sidste ende giver hinanden. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forklare, hvilken følelse jeg glædede mig til at få. Og så sagde hun, “ja, så får du dit eget liv. Så er det ligesom dit igen.” Det var LIGE præcis det. Jeg glæder mig til at få mit helt eget liv, som jeg tjener penge til, som jeg selv sørger for, eller hvor jeg sørger for mig selv. Så jeg kan gå rundt med en rank ryg og en vished om, at det er godt nok, det jeg kan. At jeg kan bruges til noget, at andre kan smide nogle penge efter det, at de gider det, vil ha’ det. Så det er mig, der bestemmer og sætter retningen. Så jeg får mit eget liv. I mine egne hænder. Det kan godt være, der kun giver mening for mig. Jeg synes, det lyder overflødigt, når jeg skriver det. At det skulle betyde så meget. Men det gør det. Jeg kommer til at få den vildeste optur, den dag jeg træder ud af supplerende dagpenge-systemet og skridter ind i mit eget liv. Mit helt eget.