Forbillede

Jeg har mange forbilleder. Alle sammen til forskellige formål. En af dem, jeg først var fan af og senere kom til at se op til, da jeg ville være ædru, er L.O.C., @sgmd. Da jeg var 21 år og boede i Aalborg, gik jeg på bar med mine venner og drak mig fuld til Frk. Escobar. Han blev ædru som 27-årig. Kold tyrker. Stærke sager. Samme alder som jeg var, da jeg begyndte at drikke meget. I dag kan jeg stadig lide at gå på bar, og jeg vil altid elske L.O.C’s musik. Bare fordi jeg ikke drikker længere, kan man godt have en fest med god hip hop musik, op for volumen og håret sat op. Man? Jeg kan godt. Og det kan godt være, mit hår sad bedre dengang. Det er ligemeget.

Talentløs

Det var her jeg lå i en time i eftermiddag, mens mine tanker nægtede at vende sig mod arbejde. Jeg tror, det ville være en underdrivelse at kalde det opstartsvanskeligheder. Det er nærmere sådan, at jeg har øjeblikke af så lav selvtillid, at jeg ikke kan få fat i den virkelighed, jeg lever i. Jeg kommer til at tro, jeg slet, slet ikke kan det, jeg inderst inde godt ved, jeg kan. Arbejdsmæssigt og personligt. At jeg på magisk og uforklarlig vis er endt, hvor jeg er i dag. Når jeg gennemgår mine fremskridt i hovedet for at hjælpe tankerne på gled, kan ingenting pludselig tilskrives min tidligere indsats, mit freakin’ benhårde arbejde de sidste to år. Jeg er talentløs. Og så begynder min hjerne at tænke i løsninger for at komme ud af virksomhedspraktikken på dag 2. Hvordan kommer jeg ud af det her? De kan jo ikke være tjent med mig. Hvor meget skader det det arbejdsliv, jeg går og drømmer om, at jeg bukker for under presset lige pludselig? At jeg åbenbart ingenting kan klare? Betyder det, at jeg i sidste ende ender i en sygemelding igen, snart? Nu med stress?… et kvarter senere, har jeg overvundet min selvopfundne præstationsangst og efter tre timer har jeg lavet dobbelt så meget, som jeg havde planlagt og så meget energi i kroppen, at jeg kun kan få det ud ved at danse en sejrsdans. Fordi, løsningen er bare at gå igang. Tænke, at jeg sikkert fejler en masse, og at det er ligemeget, hvis jeg gør. Ingen bekymrer sig om, hvilke fejl, jeg laver – ud over mig. Forvirret much, kære hoved? Skøre hoved.

Pyt-kassen

Jeg er journalist. Min store drøm lige nu er at blive betalt for det arbejde, jeg kan og det arbejde, jeg laver allerede. Jeg har været arbejdsløs i lidt over halvandet år, men jeg har aldrig arbejdet mere. Også for meget. Jeg holdt ikke sommerferie sidste år. Og nu er det anden gang, at jeg oplever tegn på stress. Jeg prøver at have tålmodighed med processen og have tillid til mig selv. Det ligger ikke til mit højreben, men jeg prøver at holde fast i min ZEN og praktisere mit kør-på. Meget godt er kommet af min tid som ledig. Jeg har været i virksomhedspraktikker som journalist, deltaget i en dokumentarskole og skrevet et udkast til en bog. Nu nærmer tiden sig, hvor min dagpengeperiode udløber, og min økonomi er i ruiner. Rent ud sagt. Jeg kan det, jeg skal kunne. Tror jeg. Men jeg bekymrer mig om min fremtid og min økonomi i en grad, der holder mig vågen om natten og tager den energi, jeg hellere vil bruge på at få ting fra hånden. Så. Hvordan stopper jeg med at bekymre mig? Jeg ville ønske, jeg bare gjorde det. Det, der har virket for mig tidligere, er at forsøge at smide tanker i “pyt”-kassen og gemme andre (gode) tanker i “tegn på, ting går fremad”-kassen. Det er også lidt et arbejde.