Bearbejdning

Min veninde spurgte for nyligt, om jeg gik på Instagram med min historie for at bearbejde noget. Mange spørger, om jeg skrev min bog for at bearbejde noget. “Var det terapeutisk at skrive bogen?” Nej. Det var terapeutisk at gå i terapi. Og jeg har kun skrevet et udkast til en bog. Den ligger på forlag, fordi jeg blev sagt god for af to forfattere, jeg kender. Men det er kun et udkast.
Jeg er færdig med den del af min personlige udvikling. På den anden side af det, som man så klistret kalder det. Hvis ikke jeg var, havde jeg ikke selvdokumenteret på den her måde. Så modig er jeg faktisk ikke. Jeg forestiller mig, at hvis jeg nogensinde skulle begynde at drikke igen, ville jeg gå af Instagram, under radaren, under jorden. Ærligt. Måske ville jeg overraske mig selv og vise den grimme side frem. Men det ville undre mig ud fra det, jeg kender til mig. Jeg ville ønske, jeg var så meget i zen omkring mig selv, at I ved, “det gør vi da bare.” Men, I ville højst sandsynligt ikke høre fra mig. Jeg bakser stadig med mine perfektionistiske tendenser. Facaden og alt det. I hører fra mig nu, hvor jeg står på vinder-siden af historien. Det er et nemt sted at kæfte op fra. Men det er det, jeg kan. Og det er det, det handler om. Jeg voksede op i en tys-tys og ting-under-gulvtæppet-kultur, og jeg magter det ikke længere. Eller nærmere, jeg håndterer det ikke særligt godt. Jeg får lyst til at sige ting, der overskrider folks komfortzone som et menneskeliggjort Tourettes syndrom. Får lyst. Som i, kan godt styre mig. Men det er ikke godt for nogen, tror jeg ikke. Det der med ikke at føle, det er OK at sige ting, som de er. Lad os (eller: mig, no pressure – I andre behøves jo ikke) sige ting højt. Så de piger, der findes derude i dag og drikker for at komme igennem dagen, ikke skammer sig så meget. Alkoholen er modstander nok i sig selv.
Jeg er stadig frustreret over, at hver tredje alkoholafhængige dansker er kvinde, og at der ikke er nogen, der siger noget. Så nu siger jeg ting højt. Derfor bogen. Og derfor Instagram.

Madskribent

Det er sket noget godt i dag. Sommeren 2014 var en af de hårdeste somre i mit lille liv. Jeg drak hver dag, og jeg så min ekskæreste, selv om han ikke ville være kærester længere. Når jeg besøgte ham på det nedlagte gårdsted, han boede på, sad jeg med tømmermænd ved langbordet i køkkenet om morgenen og bladrede i MAD&Venner. Jeg blev inspireret. Jeg fik lyst til at lave samtlige opskrifter, der stod nedfældet i en oversigt bagerst i bladet. Og tit brugte jeg alle mine penge på at handle og halvdelen af dagen på at stå i køkkenet med bladet ved siden af. Jeg tænkte, at jeg jo egentlig var ret god til at lave mad. Og så sukkede jeg over, at jeg aldrig havde uddannet mig til journalist, så jeg kunne søge et job som madskribent. Alle mine drømme syntes, som om de aldrig ville blive til noget. I sommers tog jeg en dag tre lange yogaåndedræt og pitchede nogle ideer for redaktøren for MAD&venner. Hun var vild med det og publicerede samtlige artikler, jeg skrev, mens jeg var i virksomhedspraktik. I dag fik jeg en mail fra den nye redaktør, som var faldet over noget, jeg havde skrevet og spurgte, om jeg ville skrive noget mere. Og hvor meget jeg skulle have i løn. Jeg tabte kæben. Hun ville betale mig løn. I rigtige menneske-penge. Bagefter samlede jeg kæben op igen og skrev, at det ville jeg gerne, sendte mailen og pustede ud. Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Og sådan noget, skal jeg huske mig selv på, når jeg en gang i mellem sidder og sukker efter et glas rødvin en fredag aften. Jeg tror ikke, jeg behøves at forklare, hvor langt jeg var kommet med den drøm, hvis jeg ikke have været…. #ædru.

OK

Det har været en god dag. Og dem har jeg i øvrigt virkelig mange af. Min egen opfattelse er, at jeg har det godt og trives. Plus minus. Jeg har det sådan, at i forhold til hvad der har været galt i mit liv de seneste år? Så er her, hvor jeg er nu, et pisselækkert sted at være. Jeg er (for det meste) ret GLAD. Jeg griner stort set hver dag. Nede fra bunden af maven. Dét er sgu da priviligeret. Men jeg har gjort en veninde bekymret ved at skrive opdateringer herinde. Så for en god ordens skyld får jeg lyst til at redegøre for det her ærlighedsprojekt en lille smule. Det, jeg skriver herinde, lægger jeg op ret råt for usødet. Men det er bare tanker, og selv om de føles virkelige, mens de står på (det kan I se, når jeg laver stories) er tanker ikke det samme som virkeligheden. Pointen med at jeg lægger det op uden at redigere særligt meget i det, er netop et forsøg på at gøre det klart, hvordan det ser ud inde i mit hoved – og faktisk tit og ofte IKKE ser ud i den virkelighed, jeg lever. Jeg arbejder, hænger med mine venner og hygger mig med min familie, jeg får styr på min økonomi, går til møder og børster tænder. Hvis ikke jeg er lykkes med mine pointe herinde, er det min fejl. Jeg arbejder på det. Bare. Ikke bekymre jer. Hvis noget brænder, har jeg mennesker, jeg ringer til, og så hjælper de mig. Og så får jeg det godt én gang til.
Og så er jeg jo ædru, hele tiden! Woop-ti-fucking-doo altså, – har jeg måske glemt at fortælle, hvor intenst glad jeg er for det (nærmest) hver dag?

Halve

Det her kommer til at lyde mærkeligt. Jeg havde en drøm for nogle år siden. Faktisk husker jeg ikke, hvad drømmen handlede om, eller hvem der var med i den. Men jeg husker en følelse af, at jeg var delvist mig og delvist min søster. Jeg var mig i den ene side af min krop, mens Tinna havde indtaget den anden halvdel. Det lyder måske underligt, men det føltes naturligt. Faltisk føltes drømmen mere tro mod virkeligheden, end det der med at være i sin egen krop hver for sig.
Da jeg vågnede, lå min søster ved siden af mig. Vi var på ferie i Tyrkiet. Mit hjerte sank. Jeg var skuffet over at min krop ikke længere stemte med, hvordan jeg følte inden i. Tinna virkede ligeså betydningsfuld for mit liv, som jeg selv var. Og det havde altid føltes sådan. Og jeg har aldrig kunnet beskrive det bedre, end min underbevidstheden gjorde den nat. Hun er halvdelen af mig. Og på grund af hende, tør jeg ting. Hun er min lillesøster, og hun er mit forbillede.

Onkel

Min onkel er min helt. Han har evig tålmodighed med mig, og sammen med min tante har de gang på gang reddet min lille, skrøbelige økonomi og ikke mindst, givet mig en følelse af at være et helt menneske. Men min onkel kan ikke kæde den uansvarlige Rikke, som drikker for andres penge, sammen med den Rikke, han kender. I hans hoved giver det ikke mening at bruge penge, man ikke har. Han er rationel og langsigtet og uden tvivl af den grund så succesfuld som direktør i sit eget firma. Men så da han spurgte, om ikke vi kunne være enige om ikke at bruge andres depositummer fremover, dukkede jeg nakken og følte mig ussel, selvom han ikke kunne se mig gennem telefonen.
Og jeg overvejede at hive det sidste billede plus billedtekst ned igen. Ligesom jeg havde overvejet tidligere på dagen. Jeg tænkte, andre heller ikke ville kunne se andet end uansvarlighed. Og uansvarligheden var der, jeg var irrationel og uansvarlig, men det er ikke hele historien. Hvordan skulle andre (her på Instagram), som ikke engang kender til mine gode sider, så kunne forstå, at det skete i den tilstand, jeg var i dengang. Måske deler jeg for meget uden tilstrækkelig kontekst. Måske kan jeg ikke forklare det, jeg gerne vil. Som er at fortælle, hvordan det OGSÅ kan se ud at have haft en alkoholafhængighed.
Men så kikkede jeg lidt ind i pejsen og Niels klappede mig fraværende på hovedet, og så tænkte jeg. At en eller anden dag falder den helt rigtige pige over min profil. Og hun kommer til at forstå. Hun kommer til at kunne bruge det. Og så længe, I andre synes det er værd at følge med i, giver det mening at dele det her. Derfor har jeg bestemt at lade det stå.
TAK for de beskeder, I har efterladt. Det er en øjenåbner at finde ud af, at I tænker så pænt, og for at bruge et af udtrykkene derfra, er jeg på røven over det. Jeg er ikke verdensmester i at modtage komplimenter, så bare, TAK ❤

Pengeskam

Min lejer har opsagt sit værelse. Noget jeg havde håbet, hun ville vente med. Både fordi, jeg synes, hun er ligeså essentiel for lejligheden som malingen på væggene. Men også fordi, at nu er jeg tvunget til enten at konfrontere dét, jeg har udskudt i mere end et år, eller gå under jorden. Ikke rigtigt. Slap af. Det føles sådan. Og det er ægte.
Jeg har aftalt med mig selv at konfrontere det, der skal konfronteres. Lægge kortene på bordet. Jeg skal ringe til min onkel og spørge, om han vil låne mig de penge, som hun skød i sit depositum og jeg lagde over på en budgetkonto i mit navn, da hun besluttede sig for at bo sammen med mig for to og et halvt år siden. Det var ét år, før jeg stoppede med at drikke. Samme tid som det tog mig at drikke depositummet op. Det er sådan noget, som det her, der kan fylde mig med brændende skam fra bunden af tæerne og op over hårrrødderne. Jeg ville kunne have undgået det, hvis jeg havde nået at tjene en stor bunke penge og selv havde været i stand til at dække hullet. Det har jeg ikke nået. Langt fra. Jeg mangler i øvrigt også penge til min tandlæge, som allerede har boret og pudset og lappet huller i mine mund.
Mine håndflader er våde. På trods af, at jeg har en tante og onkel, der ville sælge verden for at finde penge til at hjælpe mig. Det er den skam, der. Den der hidsige, varme fornemmelse, der flammer op langs halsen og hænger under øjnene og afslører, at jeg har været komplet uansvarlig og har ladet det gå ud over andre. Det er den. Jeg vil ikke være sådan én, der drikker andres depositummer op. Det må man jo for dælan ikke. Og alligevel har jeg gjort det. Sådan er det. Jeg kan ikke lave det om. Og hun skal have sine penge. Det er hendes. Det kan ikke være anderledes. Så, lige om lidt ringer jeg op og angrer, at jeg alligevel ikke valgte at gå under jorden i stedet for. Men det er noget, jeg har gjort. Og ikke den person, jeg er. Derfor ringer jeg alligevel op.

Bisser

Jeg har ikke tandlægeskræk. Jeg har heller ikke hovsa-glemt at gå til tandlæge de sidste seks år. Jeg har til gengæld nogle ret kampdygtige forsvarsmekanismer, der i mange år har sørget for, at jeg ikke løb den dødelige risiko, det er at spørge andre om hjælp. Om hjælp til at låne penge til en tandlægeregning for eksempel. Så jeg kunne få fixet mine bisser. Akut smerte kan godt gøre tricket med at gå til tandlægen. Så den morgen midt i december sidste år, hvor jeg vågnede op med en forværret syv-dages hovedpine, der var vandret fra kæbe, forbi øret og op over det ene øje, valgte jeg at ringe og forhøre mig, om nærmeste tandlæge havde en tid. Og det havde han heldigvis. Og nu har mine bisser det snart perfekt. Takket være den perfekte tandlæge, jeg tilfældigvis googlede mig frem til. Men alt med mine tænder var galt. To mulige rodbehandlinger, fem-seks huller, og flere tænder, der skal holdes øje med. Stop med at ryge, for resten, også, Rikke. Alvorligt talt alt sammen på grund af de d-u-m-m-e forsvarsmekanismer. Jeg ville ønske, tandlægeregningerne kørte over skatten. Men det er ikke derfor, jeg har holdt mig fra det. I dag føles det helt fjollet ikke at sætte mit helbred først. Arh, ikke helt fjollet. Men i dag ringer jeg og spørger om hjælp. Eller, det gør jeg på lørdag. Og jeg frygter for det. Det er den ærlige tilståelse, jeg skal slutte med. Jeg gruer for det. Men jeg gør det. Fordi… jeg er ædru. Faktisk. Jep. Så er det sagt! Så er det ude. Det er sådan noget som at spørge om hjælp, som jeg (næsten) har lært mig at gøre efter, at jeg er blevet ædru. Og det er mine tænder g-l-a-d-e for.

Forbillede

Jeg har mange forbilleder. Alle sammen til forskellige formål. En af dem, jeg først var fan af og senere kom til at se op til, da jeg ville være ædru, er L.O.C., @sgmd. Da jeg var 21 år og boede i Aalborg, gik jeg på bar med mine venner og drak mig fuld til Frk. Escobar. Han blev ædru som 27-årig. Kold tyrker. Stærke sager. Samme alder som jeg var, da jeg begyndte at drikke meget. I dag kan jeg stadig lide at gå på bar, og jeg vil altid elske L.O.C’s musik. Bare fordi jeg ikke drikker længere, kan man godt have en fest med god hip hop musik, op for volumen og håret sat op. Man? Jeg kan godt. Og det kan godt være, mit hår sad bedre dengang. Det er ligemeget.

Talentløs

Det var her jeg lå i en time i eftermiddag, mens mine tanker nægtede at vende sig mod arbejde. Jeg tror, det ville være en underdrivelse at kalde det opstartsvanskeligheder. Det er nærmere sådan, at jeg har øjeblikke af så lav selvtillid, at jeg ikke kan få fat i den virkelighed, jeg lever i. Jeg kommer til at tro, jeg slet, slet ikke kan det, jeg inderst inde godt ved, jeg kan. Arbejdsmæssigt og personligt. At jeg på magisk og uforklarlig vis er endt, hvor jeg er i dag. Når jeg gennemgår mine fremskridt i hovedet for at hjælpe tankerne på gled, kan ingenting pludselig tilskrives min tidligere indsats, mit freakin’ benhårde arbejde de sidste to år. Jeg er talentløs. Og så begynder min hjerne at tænke i løsninger for at komme ud af virksomhedspraktikken på dag 2. Hvordan kommer jeg ud af det her? De kan jo ikke være tjent med mig. Hvor meget skader det det arbejdsliv, jeg går og drømmer om, at jeg bukker for under presset lige pludselig? At jeg åbenbart ingenting kan klare? Betyder det, at jeg i sidste ende ender i en sygemelding igen, snart? Nu med stress?… et kvarter senere, har jeg overvundet min selvopfundne præstationsangst og efter tre timer har jeg lavet dobbelt så meget, som jeg havde planlagt og så meget energi i kroppen, at jeg kun kan få det ud ved at danse en sejrsdans. Fordi, løsningen er bare at gå igang. Tænke, at jeg sikkert fejler en masse, og at det er ligemeget, hvis jeg gør. Ingen bekymrer sig om, hvilke fejl, jeg laver – ud over mig. Forvirret much, kære hoved? Skøre hoved.

Pyt-kassen

Jeg er journalist. Min store drøm lige nu er at blive betalt for det arbejde, jeg kan og det arbejde, jeg laver allerede. Jeg har været arbejdsløs i lidt over halvandet år, men jeg har aldrig arbejdet mere. Også for meget. Jeg holdt ikke sommerferie sidste år. Og nu er det anden gang, at jeg oplever tegn på stress. Jeg prøver at have tålmodighed med processen og have tillid til mig selv. Det ligger ikke til mit højreben, men jeg prøver at holde fast i min ZEN og praktisere mit kør-på. Meget godt er kommet af min tid som ledig. Jeg har været i virksomhedspraktikker som journalist, deltaget i en dokumentarskole og skrevet et udkast til en bog. Nu nærmer tiden sig, hvor min dagpengeperiode udløber, og min økonomi er i ruiner. Rent ud sagt. Jeg kan det, jeg skal kunne. Tror jeg. Men jeg bekymrer mig om min fremtid og min økonomi i en grad, der holder mig vågen om natten og tager den energi, jeg hellere vil bruge på at få ting fra hånden. Så. Hvordan stopper jeg med at bekymre mig? Jeg ville ønske, jeg bare gjorde det. Det, der har virket for mig tidligere, er at forsøge at smide tanker i “pyt”-kassen og gemme andre (gode) tanker i “tegn på, ting går fremad”-kassen. Det er også lidt et arbejde.